Fortsæt til indhold

DSB aflyser togafgange fra Aarhus fra 23. februar

Materielmangel fører til færre afgang fra Aarhus.

Samfund
sb

En række togafgange vil den kommende uge være aflyst flere steder i landet på grund af »materielmangel som følge af ekstra behov for vedligeholdelse grundet vejret.«

Det gælder blandt andet mellem Aarhus Hovedbanegård og Fredericia, hvor der i morgen- og aftenmyldretiden kører regionaltog én gang i timen.

Det skriver DSB på sin hjemmeside.

Den ændrede køreplan vil gælde fra mandag 23. februar og indtil videre frem til søndag 1. marts.

Det er i forvejen ikke helt nemt at være togpendler i Østjylland. Efter en kort periode med togbusser i januar er der atter kommet gang i togdriften mellem Skanderborg og Aarhus, men køreplanen er temmelig amputeret, til tider med kun ét tog i timen.

Pendlere mellem Aarhus H og Langå/Randers må fortsat køre med togbusser, og det billede ændrer sig ikke før 19. april.

For Aarhus Letbane gælder det, at passagererne må stå helt tæt og se afgange blive aflyst. Letbanen har siden foråret 2025 været ramt af talrige aflysninger, og et stop i Lisbjerg er helt nedlagt.

Miseren skyldes, at Aarhus Letbane venter på en sikkerhedsgodkendelse af fem letbanetog med skævvredne magnetskinnebremser.

Seneste melding fra Aarhus Letbane er, at den amputerede køreplan fortsætter frem til sommer.