Fortsæt til indhold

Regeringen vil bruge 15 milliarder på kyster, hvor der er »en væsentlig risiko for oversvømmelse«

Der skal blandt andet bygges diger og højvandsmure, som kan sikre kystbyer mod eksempelvis stormfloder.

Samfund
/ritzau/

Store mængder vand i sommerhuse, ødelagte veje og oversvømmelser i kystbyerne. En stormflod kan forårsage store skader, og Danmark skal være bedre rustet til eksempelvis stormfloder i fremtiden.

Derfor vil regeringen afsætte knap 15 milliarder kroner fra 2029-2040 til kystbeskyttelse. Det præcise beløb er 14,9 milliarder kroner.

Det fremgår af udspil til ny klimatilpasningsplan.

»Med denne plan beskytter vi jeres hjem, jeres virksomheder, de værdier, der ligger langs Danmarks kyster,« siger miljøminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde.

Pengene skal blandt andet gå til at bygge diger, højvandsmure samt en anden form for beskyttelse ved kyster, hvor der er ”en væsentlig risiko for oversvømmelse i hele Danmark”.

Tilbage i oktober offentliggjorde Miljøministeriet en såkaldt accelerationspakke, hvor man afsatte 900 mio. kr. til 14 områder, der er særligt udsatte for voldsomt vejr.

Og det betød bl.a., at man satte ind med forundersøgelser i Risskov og i Horsens. 45,5 mio. kr. har staten bl.a. sat af til undersøgelserne i det nordlige Aarhus i den forbindelse.

Finansieringen er uvis

Det er dog uvist, hvordan regeringen vil finansiere sit udspil. Det vil fremgå af regeringens økonomiske 2035-plan, lyder det fra Heunicke. Den ventes at blive præsenteret inden længe.

»Det er nødvendigt, at vi tager et langt større ansvar fra statens side,« siger Heunicke.

Klart står det dog, at staten vil finansiere 85 procent af anlægsudgifterne, mens kommunerne skal stå for de resterende 15 procent.

Der vil dog være undtagelser, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M). Som et eksempel peger han på Kerteminde Kommune, som er ekstra udsat, og som derfor vil få en større hjælp økonomisk fra staten.

Heunicke siger, at han vil indkalde Folketingets partier til forhandlinger for at nå en aftale.

I 2023 præsenterede regeringen en første klimatilpasningsplan, hvor der var afsat 1,3 milliarder kroner til at ”sikre vores kyster, byer, boliger og infrastruktur”.