Fortsæt til indhold

»De gode håndværkere hænger altså ikke på træerne.« Så derfor købte Kaj kollegaens virksomhed

Blik & VVS Kaj Dahl Andersen udvider forretningen med opkøb på tværs af kommunegrænsen.

Samfund

Blik & VVS Kaj Dahl Andersen A/S i Auning har overtaget Syddjurs VVS i Hornslet.

Opkøbet skete egentlig i slutningen af 2025, men først nu melder parterne ud om handlen.

Den indebærer indehaver af førstnævnte Kaj Dahl Andersen samt Tom Vestergaard, der drev Syddjurs VVS.

I foråret sidste år tog Tom Vestergaard kontakt til Kaj Dahl Andersen for at hære, om han var interesseret i at overtage forretningen.

Syddjurs VVS blev grundlagt i 2010 og af Tom Vestergaard og hans kone, efter Tom Vestergaard havde overtaget Karlby Smedene, som hans far Knud Stephan Vestergaard drev i 40 år.

Parret var dog efterhånden kørt trætte i den stigende mængde papirarbejde, der følger med dokumentationer og kvalitetssikring. Det var håndværket, der var drivkraften, og derfor så de to indehavere hver især gode muligheder handlen, fortæller Kaj Dahl Andersen.

»Det er jo ikke, fordi vi som sådan har ledt efter noget at overtage, men når der dukker noget op, som matcher os som fod i hose i både værdier og måden at drive forretning på, så kigger vi selvfølgelig på det,« siger Kaj Dahl Andersen.

Bliver hos sine kunder

Syddjurs VVS har igennem årene opbygget en solid kundekreds på omkring 1500 kunder i primært Syddjurs og i Aarhus-området.

Derfor var Kaj Dahl Andersen heller ikke et sekund i tvivl om, at Tom Vestergaard skulle fortsætte i virksomheden blandt hans eksisterende kunder og ikke mindst fortsætte det gode håndværksmæssige arbejde, som hans egne kunder har vænnet sig til igennem årene.

»Tom er også et rart og dejligt menneske, så jeg sagde til ham, at det er jo ikke din bil eller dit lager, jeg køber. Og værktøj har jeg sgu nok af. Nej, det er dig og dine kunder, jeg køber, for hvis det lige pludselig ikke er dig, der kommer ud til kunderne, så ved vi ikke, om vi har dem,« fortæller Kaj Dahl Andersen.

For kunderne betyder overtagelsen således en meget nænsom overgang. Telefonnummer og hjemmeside fortsætter indtil videre, og Syddjurs VVS’ bil har blot fået ny streamer, der viser, at virksomheden nu er en del af Blik & VVS Kaj Dahl Andersen A/S.

Hænger ikke på træerne

Og for hans egen virksomhed peger indehaveren på endnu en dimension. Nemlig tilføjelsen af en en dygtig håndværker til medarbejderstaben.

»De hænger altså ikke på træerne, de gode håndværkere. Det er en kamp at finde folk i branchen. Her får vi en dygtig mand med mange års erfaring og stærke kunderelationer. Det er ren win-win,« siger Kaj Dahl Andersen.

Blik & VVS Kaj Dahl Andersen A/S har i forvejen afdelinger i både Auning, Aarhus og Randers.
Med overtagelsen styrkes tilstedeværelsen i Syddjurs, uden at der er tale om et aggressivt opkøb af en konkurrent.

»Vi har ikke konkurreret direkte. Det her er mere en kollega, der gerne ville have en løsning, og hvor vi kunne se, at det passede godt sammen. Og så kan man jo sige, at vi har fået 1500 kunder, som vi ikke havde før,« konstaterer Kaj Dahl Andersen.