Slut med livsfarlig passage over skinnerne
Formanden for det lokale landsbyforum foreslår, at der etableres en sti til den nærmeste jernbaneoverskæring for at undgå ulykker.
Aarhus Letbane har nu lukket de huller i to hegn, som gjorde det muligt at krydse skinnerne ved en uautoriseret overgang mellem Hjortshøj og Skødstrup.
Dermed er den ulovlige og livsfarlige færdsel på skinnerne stoppet.
Som TV 2 Østjylland tidligere har berettet, har der tidligere været store problemer med fodgængere og motionister, der krydsede skinnerne på stedet.
Derfor blev der i december sat et højt og langt hegn op på begge sider af skinnerne. Men hegnene fik kun lov at stå i cirka halvanden måned, før en eller flere personer klippede hul, så der igen var fri passage.
En mulighed som en del personer benyttede sig af, at dømme efter fodsporene i sneen.
Nu er hullerne i de to hegn så lukket igen.
»Derudover overvejer vi, om vi skal sætte videoovervågning op eller alternativt skifte hegnet ud med et mere bastant hegn, der er tungere og højere og ikke kan skilles ad,« siger Pia Colding Møgelvang til TV 2 Østjylland.
Ud over det aktuelle hærværk, der nu er meldt til politiet, har der ifølge Pia Colding Møgelvang været mindst én episode, hvor en person er kravlet over hegnet for at krydse skinnerne.
Lokalt i Hjortshøj er der også overvejelser om, hvordan udfordringen kan håndteres, så man undgår ulykker og ulovligheder.
»Det er ikke acceptabelt, at vi har et sted i byen, hvor hverdagsruter bliver til et sikkerhedsproblem,« skriver formanden for Hjortshøj Landsbyforum, Søren Nicholsen, på Facebook.
Han oplyser, at Hjortshøj Landsbyforum har kontaktet Aarhus Kommune og Aarhus Letbane med et konkret forslag i form af en sti, der vil lede fodgængere, motionister og cyklister hen til jernbaneoverskæringen på Sortemosevej få hundrede meter fra stedet, hvor folk har krydset skinnerne hidtil.
»Det handler ikke kun om den enkelte, der krydser. Det handler også om tryghed for alle, og om arbejdsmiljøet for letbanens togførere, der risikerer at stå i en umulig situation, hvis der sker en ulykke,« skriver Søren Nicholsen.
Han påpeger, at der i forbindelse med helhedsplanen for Hjortshøj er udsigt til flere boliger i området og dermed flere beboere med risiko for, at problemet forværres.
Søren Nicholsen har inviteret beboerne i Hjortshøj til at deltage i dialogen og debatten med henblik på at finde en løsning.
»Det her kræver dialog og samarbejde, og vi vil gerne have borgernes perspektiv med, før der træffes beslutninger,« skriver han.