Tog holder stille i store dele af Jylland på grund af signalfejl
I store dele af Jylland holder togene stille. Ifølge Banedanmark skyldes det en "signalfejl af de store".
Opdatering kl. 19.01: Banedanmark har rettet en fejl på signalsystemet, som tidligere betød, at tog i store dele af Jylland ikke kunne køre. Dermed kan DSB fra klokken 19.00 igen køre tog i hele Jylland. »Der vil dog resten af dagen kunne være længere rejsetid og enkelte aflysninger, da ikke alle tog og alt personale befinder sig på deres planlagte udgangsstation,« lyder det på DSB’s hjemmeside.
Togene holder stille flere steder i Jylland torsdag eftermiddag.
Det skriver DSB på sin hjemmeside.
Det skyldes fejl på signalsystemet, hvilket betyder, at togene holder stille ”i store dele” af Jylland, lyder det.
»Banedanmark arbejder på at rette fejlen, men kan endnu ikke give en prognose,« skriver DSB i en opdatering klokken 16.10.
Banedanmark skriver selv, at der er tale om ”signalfejl af de store”.
»Togene kører kun i stærkt begrænset omfang i Jylland. På de fleste strækninger er driften indstillet,« lyder det i et opslag på den sociale platform X.
Togene kan torsdag eftermiddag kun køre på strækningerne Fredericia - Sønderborg/Flensborg, Lunderskov/Kolding - København H og Fredericia - København H.
Banedanmark, der driver, vedligeholder og udvikler jernbanenettet, oplyser til DR, at man foreløbig forventer, at problemerne tidligst er udbedret klokken 19.00.
Er man mere end 30 minutter forsinket, træder DSB’s Rejsetidsgaranti i kraft.