Fortsæt til indhold

Vilde tal: Så meget vil socialdemokratisk skoleforslag koste i Aarhus

Der skal findes rigtig meget plads, rigtig mange lærere og rigtig mange penge, hvis S-forslag om "Lilleskolen" bliver til virkelighed.

Samfund

Det socialdemokratiske valgkampsudspil ”Lilleskolen” vil blive en megaopgave at realisere i Aarhus Kommune.

Det viser en besvarelse, som Teknik og Miljø samt Børn og Unge netop har afleveret til Liberal Alliance.

Partiet har spurgt ind til, hvor store ressourcer der skal til i Aarhus, hvis ”Lilleskolen” bliver til virkelighed, og det er ikke småting.

Forslaget er vidt og bredt blevet kritiseret for at være dyrt, urealistisk og ikke, hvad folkeskolen har brug for - og en ting er sikkert: det bliver dyrt og svært realiserbart.

”Lilleskolen” går ud på, at der maksimalt må være 14 elever i klasserne på 0.-3. klassetrin, og ifølge Børn og Unge vil det betyde, at der skal laves 387 ekstra klasser i Aarhus Kommune.

Det kommer til at kræve en bygningskapacitet, der langt fra er til stede i dag, hvor syv af 45 aarhusianske skoler er fuldt udnyttet.

Store tal

Samlet set vurderer Børn og Unge, er der med ”Lilleskolen” vil være behov for at udbygge skolerne med 326 lokaler, og Teknik og Miljø vurderer, at udgiften til bygningsdrift og vedligeholdelse af lokalerne vil beløbe sig til 26,5 millioner kroner.

De 326 klasselokaler alene vil ifølge Børn og Unge kræve, at der fra kommunens side afsættes 572 millioner kroner til om- og udbygning, men Teknik og Miljø anfører, at den beregning ikke tager højde for, hvis der skal udvides gangarealer, toilet- og personalefaciliteter og lignende.

Ligeledes har man i det tænkte eksempel ikke vurderet, om der overhovedet er plads på de eksisterende skolematrikler, eller om der skal købes nye grunde.

Liberal Alliance har også spurgt, hvor mange ekstra lærere, der skal til, og her er svaret fra Børn og Unge, at der er behov for 307 ekstra årsværk for lærere. I 0. klasse alene vil der desuden være behov for 90 ekstra børnehaveklasseledere, og der skal også 23 ekstra pædagoger til, lyder vurderingen.

Ifølge Børn og Unge vil udgiften til personale stige med i alt 284 millioner kroner årligt.

S: Ikke urealistisk

Avisen har spurgt Socialdemokratiet i Aarhus, om man mener, at moderpartiets valgkampsforslag er realistisk at gennemføre i Aarhus Kommune.

Ja, det er det, lyder det fra politisk ordfører og byrådsmedlem Anna Thusgård.

»Socialdemokratiet foreslår et ordentligt løft af folkeskolen. Det har vi svært ved at se den dårlige historie i, og vi glæder os over, at der både nationalt og lokalt er ønske om og fokus på at styrke vores folkeskole.«

»Når det er sagt, er vi også opmærksomme på, at der fortsat alene er tale om et forslag, og Aarhus Kommune skal selvfølgelig gøre sig gældende i en forhåbentlig kommende forhandling om forslaget - herunder også om den økonomi, der følger med. Vi er optimistiske og tror på, at der kan aftales en model, hvor forslaget er realiserbart i Aarhus. Lige nu kan vi konstatere, at Socialdemokratiet har høje ambitioner for vores folkeskole. Det er da dejligt,« siger hun.

Hos Liberal Alliance er byrådsmedlem Louise Svenstrup knap så optimistisk - mildt sag.

»Svarene fra forvaltningen viser, at forslaget vil være ekstremt dyrt og meget vanskeligt at gennemføre i praksis. Vi taler om en samlet merudgift på over 300 millioner kroner hvert år samt mange millioner i anlægsudgifter. For Liberal Alliance illustrerer tallene, at Socialdemokratiets forslag ikke er realistisk prioriteret og slet ikke i en tid, med massive spareplaner på social- og beskæftigelsområdet,« siger hun.

Liberal Alliance mener i stedet, at ressourcerne skal bruges på at sætte skolerne mere fri til at indrette deres egne tilbud.

»Problemer som skolevægring, der eksploderer i disse år, samt fokus på dannelse og faglighed og retten til voldsfrie læringsmiljøer for børn og voksne er langt vigtigere fokusområder, der faktisk vil flytte noget ude i virkeligheden i modsætning til ”Lilleskolen”. Aarhus står over for mange svære prioriteringer på vores velfærdsområder. Derfor er det afgørende, at vi bruger pengene klogt, og ikke låser os fast på symbolpolitik, der koster milliarder uden dokumenteret effekt.«

Socialdemokratiet har foreslået at finansiere ”Lilleskolen” med indførelsen af en ny formueskat på de rigeste danskere. En sådan er beregnet til at give et provenu på seks milliarder kroner.

Det er forventningen, at Aarhus Kommune i forbindelse med ”Lilleskolen” vil modtage ca. 370 millioner kroner fra staten til om- og tilbygning.

Dermed står kommunen til at mangle over 200 millioner kroner alene i anlægsudgifter.

»Det hører også med til historien, at det her er den venlige udgave af tallene. Det er ikke ordentligt, at Socialdemokratiet foreslår det her uden at finansiere det ordentligt,« siger Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge, til Radio 4.