Nyt café-koncept får stor donation - skal sikre hjælp til forældre med børn i mistrivsel
Café Rug i Hinnerup starter netværkscafe.
Et nyt samarbejdsprojekt mellem virksomheden Mental Sundhed og Café Rug i Hinnerup har modtaget en donation fra Velliv Foreningen.
Donationen er på godt 50.000 kroner og går til opstart og facilitering af ”Rug & Refleksion”, som er en netværkscafé til forældre med børn og unge i mistrivsel.
Rug & Refleksion har til formål at fremme mental trivsel og fællesskab, minimere graden af tabu og give redskaber til forældrene.
Bevillingen gør det muligt at udvikle og gennemføre fire onsdage med fællesskab, nærvær og dialog i centrum. Det foregår den sidste onsdag i måneden fra marts til juni og vil blandt andet fokusere på at skabe åbne og inkluderende rum, hvor forældrene kan mødes, dele erfaringer og få indblik i de ting, de kan gøre for at stå bedst muligt i noget, der kan være meget svært.
Ivonne Lindahl Pedersen fra Mental Sundhed ser store perspektiver i samarbejdet:
»Jeg oplever en stigende efterspørgsel på meningsfulde fællesskaber, redskaber og lettilgængelige tilbud, der styrker mental trivsel. Denne bevilling giver os mulighed for at skabe netop sådanne rammer,« fortæller hun i en pressemeddelelse.
Mødested for mange
Café Rug åbnede for godt et år siden og har blandt andet fokus på at hjælpe børn og unge, der ikke trives.
»Vores café er allerede et naturligt mødested for mange. Med dette projekt kan vi udvide vores tilbud og skabe endnu flere muligheder for, at mennesker kan være en del af et trygt og støttende fællesskab,« fortæller Jannie Sommer Frølund fra Café Rug.
Caféen i Hinnerup er et familieforetagende ejet af Jannie Sommer Frølund, hendes kæreste Emil Larsen og hendes datter Maja Sommer Frølund Vestergaard.
Ud over støtten fra Velliv Foreningen bakker Hinnerupløberne op om det nye projekt og hjælper med formidlingen af budskabet.
Det er gratis at deltage i ”Rug & Refleksion”, men kræver tilmelding.