Nye bytteboxe spreder genbrugsglæde i Aarhus
Fra torsdag 26. marts udvider Kredsløb antallet af sine populære bytteboxe med to af slagsen centralt i Aarhus, hvor du gratis kan give og tage genbrugsting.
Aarhusianerne er tilsyneladende vilde med at udveksle genbrug med hinanden, og derfor har Kredsløb nu udvidet mulighederne for netop det med åbningen af yderligere to af de populære bytteboxe.
Indtil nu har man kunnet besøge bytteboxene forskellige steder i Aarhus midtby.
Fra og med i dag 26. marts udvider Kredsløb med to bytteboxe til samlingen ved Sønderborggade 6 på Langenæs og Grønningen 8 ved øgaderne, hvor begge kvarterer får deres første byttebox til området.
»Vi mærker tydeligt, at bytteboxene er et godt praktisk supplement til de øvrige muligheder for genbrug, hvor man let og bekvemt kan pirre nysgerrigheden efter potentielt genbrugsguld, mens man i forvejen benytter midtbyen og dens faciliteter, og derfor er det kun rigtigt at give aarhusianerne flere muligheder for det i byen,« fortæller Sofie Schousboe Laursen, der er afdelingsleder hos Kredsløb.
»Både øgaderne og Langenæs er populære boligområder med masser af liv, der hver dag emmer fra gaderne. Da de to områder ikke havde en byttebox i nærheden, så vi et oplagt match i en placering netop de to steder, og vi håber selvfølgelig, at de lokale og aarhusianerne i al almindelighed vil tage godt imod tilbuddene,« uddyber Sofie Laursen.
Fra container til byttecentral
De to bytteboxe er i øvrigt også genbrug.
De har en fortid som minicontainere.
Nu har de taget form som bytteboxe og har bl.a. fået grønt tag. Udgangspunktet har været at lave et design, der falder naturligt og æstetisk ind i bybilledet og samtidig gøre til et rart sted at besøge, oplyser Kredsløb.
Foruden mulighed for at bytte ting og sager, er der opstillet skabe til farligt affald, så du også kan aflevere de brugte batterier, spraymaling med mere.
Kredsløb opfordrer samtidig til, at man hjælper med at holde bytteboxene pæne og kun stiller genbrugsegnede ting op på hylderne, som andre bliver glade for.