Henriette og Keld er klar til kærligheden: To østjyder tjekker ind på Hotel Romantik
I sæson to af populært DR-program deltager to østjyder.
Sæson to af DR’s kærlighedsprogram ’Hotel Romantik’ har premiere 18. april og vises de følgende syv lørdage.
I løbet af 10 intense dage vil passionen blusse og sandhedens øjeblikke stå i kø for de 20 modige senior-singler, når de indlogerer sig på Hotel Romantik under sydens sol på Mallorca.
Rejsen handler ikke kun om at finde en kæreste, men bliver også en søgen efter svar på, hvordan livets sidste 20 procent skal leves, lyder det i en pressemeddelelse fra DR.
Programmet skildrer seniorliv gennem søgen efter kærlighed og alle de temaer, der dukker op, når man har et levet liv bag sig og står over for udfordringer som både prostatakræft og inkontinens, skilsmisse og at miste.
Østjyder er med
I sæson to af det populære program er to østjyder rejst med til Mallorca.
Den ene er 70-årige Keld fra Risskov. Han er tidligere assurandør/pensionsrådgiver og nysgerrig på livet samt kultur- og rejseoplevelser.
I fritiden dyrker han festivaler, teater, kunst og ferie i autocamper og er blandt andet frivillig i koncertmiljøet i Aarhus.
Han har en biologisk søn og en stedsøn, har været single i knap et år og elsker gode samtaler med kant og dybde.
Keld har meldt sig til programmet med ønsket om at prøve noget nyt. Han søger en kvinde, der tør være sig selv, og som vil skabe et ærligt, sanseligt og udviklende fællesskab.
Den anden østjyde er en kvinde, nemlig 69-årige Henriette fra Ebeltoft. Henriette er en glad og udadvendt kvinde med en kreativ baggrund som tidligere revydirektør, og i dag arbejder hun både i et wellnescenter og i en lædervarebutik.
Hun har tre børn og to børnebørn, som betyder meget for hende.
I fritiden nyder hun musik, sang, keramik, havearbejde og hyggelige biografture med veninder.
Henriette har været single i mange år og står stærkt i sig selv, men savner en at dele livet med. Hun meldte sig til programmet efter opfordring fra sin datter og søger en følelsesmæssigt intelligent mand med humor, varme og livsglæde.