Dødssejler eller fyrtårn? Nu skal fremtiden for Filmefterskolen afgøres på Toppen
Efter salget af Toppen i Ebeltoft samler bestyrelsen bag Filmefterskolen nu lokale kræfter til debat om projektets fremtid. Foreningens fortsatte virke afgøres på generalforsamlingen, hvor medlemmer og støtter skal tage stilling til, om arbejdet med at etablere en filmefterskole skal fortsætte.
Filmefterskolens planer om at flytte på Toppen i Ebeltoft er opgivet, efter at Toppen er blevet solgt til anden side.
Nu samles lokale og interesserede til et åbent debatmøde torsdag 27. april klokken 19.00 for at diskutere, hvad der skal ske med projektet. Mødet holdes overraskende på Toppen.
»Det er en markering. Toppen har fyldt meget i projektet, og det giver mening at samle folk netop dér, når vi nu skal tale om, hvad der skal ske fremover. Vi er glade for, at de nye ejere har givet os denne mulighed,« siger forperson i Filmefterskolens bestyrelse, Jørn Grønkjær.
Efter debatmødet følger en offentlig generalforsamling, hvor foreningens fremtid bliver sat til debat.
Mål om opstart i 2027
Det står nu klart, at Filmefterskolen ikke kan åbne i august 2026, som ellers var planen. 25 unge havde søgt ind til det første elevhold, men de har alle fået besked om, at opstarten er aflyst, efter at muligheden for at købe Toppen forsvandt.
»Nogle var naturligvis kede af det, men de fleste havde en plan B. For os i bestyrelsen har det været vigtigt at melde klart ud, så ingen står i uvished,« siger daglig leder Eva Klinting.
Bestyrelsen arbejder nu på at finde en ny lokation og finansiering med håbet om at kunne åbne skolen 1. august 2027.
Visionen fastholdes lokalt
Selv om Toppen ikke bliver rammen om skolen, holder bestyrelsen fast i visionen om en rå, urban efterskole med film som omdrejningspunkt.
»Visionen er den samme: En efterskole for unge, der brænder for at lave film. Et sted, hvor vi kombinerer det bedste fra efterskoletraditionen med film, kunst, kreativitet og kulturelt iværksætteri. Man skal både blive dygtig til at lave film og klogere på sig selv og verden,« siger Jørn Grønkjær.
Djursland er fortsat førsteprioritet, men bestyrelsen er åben for muligheder i hele Østjylland.
»Det ville være tåbeligt at sige nej til en virkelig attraktiv lokation i Østjylland, hvis den opstår. Vi har tidligere afgivet købstilbud på bygningerne ved Kalø Gods, allerede før Toppen dukkede op som en mulighed, og der er stadig spændende og overraskende muligheder i spil,« siger Jørn Grønkjær, der minder om, at Kalø Gods allerede er solgt med henvisning til Freja Ejendommes hjemmeside.
Her står der nu fortsat: »Betinget solgt.«
Det betyder, at køber fortsat afventer en afklaring, før vedkommende er endelig afklaret. Om Filmefterskolen er inde i billedet, vil Jørn Grønkjær ikke svare.
I stedet opfordrer han til, at man møder op til debatmødet og generalforsamlingen.
Økonomi og næste skridt
På debatmødet vil bestyrelsen give deltagerne et indblik i de økonomiske muligheder. Finansieringsmodellen er stadig en kombination af Kommunekredit med kommunegaranti, erhvervspartnere og fonde.
»Jeg vil minde om, at vi jo endte med byde for 14 mio. kroner for Toppen. En million mere end stedet blev solgt for,« siger Jørn Grønkjær.
Han oplyser, at prisniveauet for en ny lokation nok vil være på samme niveau, hvis den rette mulighed opstår.
»Det kommer jeg til at fortælle mere om til debatmødet. Der er ting i spil, som jeg ikke røbe før generalforsamlingen,« siger han.
Bestyrelsen fortsat entusiastisk
Bestyrelsen består af ni frivillige medlemmer fra flere egne af landet. To medlemmer – heraf én suppleant – træder ud i forbindelse med generalforsamlingen. Bestyrelsen anbefaler, at foreningen fortsætter arbejdet.
»Entusiasmen i bestyrelsen er stadig stor. Vi har ikke opgivet håbet om at realisere en filmefterskole, og vi går ikke ned i ambitionsniveau eller profil. Men vi ønsker en tydelig tilkendegivelse fra vores støtter og samarbejdspartnere: Skal vi fortsætte, og i givet fald hvordan,« siger Jørn Grønkjær.
»Vi ønsker et klart mandat fra forsamlingen. Vi har en støttekreds og et advisory board, og vi oplever en utrolig opbakning. Nu vil vi gerne have en markant udmelding: Er der stemning for, at vi arbejder videre med visionen om en filmefterskole på Djursland – eller i Østjylland – med sigte på opstart i 2027.«