Farvel til ulovlig skovhytte: Børnehavebørn og crosskørere får nyt fælleshus
Med rejsegildet er byggeriet til 3,8 mio. kr. nu halvvejs, og Syddjurs Kommune har sat fokus på at skabe fleksible faciliteter, der kan deles mellem børnehave og crossklub. Kommunens løsning skal imødekomme behovet for tidssvarende rammer efter Miljøstyrelsens afvisning af den gamle pavillon.
En pavillon, der blev opført uden fredskovstilladelse for over 25 år siden ved Frellingvej 8 i Kolind, skal nu fjernes. Miljøstyrelsen har afvist at lovliggøre bygningen, som i dag huser Kolind Skovbørnehave.
Syddjurs Kommune opfører derfor et nyt byggeri på det lokalplanlagte areal i Petersmindeskoven, placeret ved siden af Ungdomsskolens crossbane.
Pavillonens historie
Ved særlige lejligheder og arrangementer kan det tilbud, der har behovet, udnytte stort set hele huset
Pavillonen blev oprindeligt opført som en del af et skovtilbud til en tidligere daginstitution, uden fast børnegruppe og uden den nødvendige fredskovstilladelse. Senere blev den base for Kolind Skovbørnehave i dagtimerne, mens Ungdomsskolens crossklub har benyttet nabopavillonen til træning og stævner i sæsonen.
Under corona i 2020 blev brugen gjort mere permanent, da krav om mindre børnegrupper betød, at de ældste børnehavebørn fik fast base i skoven. Børnehaven har siden også lånt crossklubbens pavillon til garderobe, toiletter og vinterophold.
Ny fælles bygning til 3,8 mio. kr.
Nu opføres en ny fælles bygning på 165 m² til 3,8 mio. kr. ekskl. moms.
Forleden var der rejsegilde på det nye byggeri.
»Bygningen er lavet, så den ene halvdel primært er til børnehaven og den anden halvdel til crossklubben, med fællesfaciliteter som toiletter og bad i midten af huset,« siger pressechef i Syddjurs Kommune, Ole Bjarke Nielsen.
Indretningen skal sikre fleksibel udnyttelse af kvadratmeterne.
»Ved særlige lejligheder og arrangementer kan det tilbud, der har behovet, udnytte stort set hele huset,« forklarer Ole Bjarke Nielsen.
Crossklubben får et stort køkken og spiseområde med mulighed for opstilling udenfor ved stævner og større arrangementer. Skovbørnehaven får et dedikeret opholdsrum til kortvarige indendørs pauser ved for eksempel skybrud samt plads til opbevaring af tøj og sko.
»Børnene er som udgangspunkt udenfor hele dagen, og de indendørs faciliteter er derfor kun tiltænkt til kortvarige ophold, samt opbevaring af tøj og sko,« siger Ole Bjarke Nielsen.
Midlertidige løsninger
De to brugere skal dele faciliteterne på tværs.
»Børnehaven vil have mulighed for at dele faciliteter som spiseområde og køkken med crossklubben, når det ikke anvendes af crossklubben. Omvendt vil crossklubben benytte dele af børnehaven, når de holder større arrangementer, hvor det er nødvendigt med ekstra faciliteter som for eksempel samaritterrum og dommerrum,« siger han.
Indtil byggeriet står klar, fortsætter skovbørnehaven i den nuværende pavillon, suppleret af en midlertidig garderobepavillon.
Ifølge Syddjurs Kommune vil det nye hus stå klar til brug, når sommerferien er slut.