Fortsæt til indhold

Nu går vejarbejde ind i næste fase: Sådan bliver trafikken påvirket

Fra uge 17-27 vil trafikken på Århusvej i Søften blive påvirket.

Samfund
ed

Arbejdet med at udvide Århusvej i Søften til fire spor rykker nu videre fra Betakrydset til Alfa/Engdalsvej-krydset. Der skal arbejdes i og omkring krydset i cirka 10 uger, og det kommer til at påvirke både bilister, cyklister og busdrift.

Det skriver Favrskov Kommune i en pressemeddelelse.

I perioden vil lysreguleringen i krydset blive slukket. Trafikanter på Århusvej vil få kørselsret, så der skal sikres optimal afvikling af myldretidstrafikken.

Her ses et overblik over vejarbejdet. Kort: Favrskov Kommune

Trafikanter fra Engdalsvej får ubetinget vigepligt i krydset som følge af, at lysreguleringen slukkes, og det bliver kun muligt at dreje til højre fra Engdalsvej ud på Århusvej. Det er nødvendigt at lukke for venstresving fra Engdalsvej i perioden, da det ikke er trafiksikkert uden et aktivt signalanlæg.

Sidevejen Alfa vil blive spærret for ind- og udkørsel til Århusvej. Trafikanter, der skal ind og ud af erhvervsområdet, skal i perioden benytte Beta i stedet.

Ny cykelrute, og et busstop mindre

Cyklister, der benytter Århusvej, har den seneste tid benyttet omkørsel via Alfa, Sigma og Delta. Fra uge 17 spærres Alfa, og cyklister fra Hinnerup mod Aarhus skal i stedet fortsætte lige ud af Århusvej og først svinge til venstre i Beta-krydset, hvorefter de kan fortsætte ad Delta som hidtil.

Cyklister skal ud på en omkørsel. Kort: Favrskov Kommune

Den modsatrettede cykeltrafik fra Aarhus mod Hinnerup skal fra uge 17 heller ikke via Alfa-krydset, men i stedet fortsætte fra Sigma til Omega og benytte stien fra Omega for at komme ud på Århusvej.

Der er desuden ændringer for dem, der benytter bussen. Mens vejarbejdet står på, vil busstoppestedet nord for Århusvej ved Alfa-krydset blive midlertidigt nedlagt. Busstoppestedet genetableres eftervejarbejdet – forventeligt i uge 27.

Et stoppested bliver nedlagt. Foto: Favrskov Kommune

Forlænget rejsetid i en periode for kortere rejsetid på sigt

Vejarbejdet i Alfa/Engdalsvej-krydset er en del af Favrskov Kommunes projekt, hvor Århusvej udvides fra to til fire spor. Formålet med projektet er at lette trafikafviklingen på Århusvej, så de mange pendlere kan komme hurtige frem.

Imens projektet står på, må de selvsamme trafikanter dog forvente en forlænget rejsetid på Århusvej. Dette bliver ikke hjulpet af, at Vejdirektoratet aktuelt udvider E45 og ombygger Aarhus Nord-krydset, hvilket resulterer i en række periodevise omkørsler og afspærringer, som påvirker trafikafviklingen helt ind på Århusvej i Søften.

Favrskov Kommunes udvidelse af Århusvej forventes afsluttet ved udgangen af 2026.