Fortsæt til indhold

Øxenholt lægger våbnene: Ny tillid til Hempel Fonden på Mols

Per Øxenholt og Anette Klit har i flere år været blandt de mest markante kritikere af rewilding-projektet, men vælger nu at give Hempel Fonden arbejdsro og afvente, om dyrevelfærd bliver prioriteret i praksis.

Samfund

Fem år med konflikt, anmeldelser og dyrevelfærdsdebatter går nu ind i en ny fase med Hempel Fondens overtagelse af Molslaboratoriet og farvel til Naturhistorisk Museum.

To af de mest synlige kritikere af rewilding-projektet, Anette Klit fra Femmøller og Per Øxenholt fra Strands, vælger at vise tillid og afvente, hvad de nye ejere, Hempel Fonden, gør i praksis.

Anette Klit lægger ikke skjul på, at hun er lettet over, at det tidligere setup på Molslaboratoriet er sat på pause.

»Jeg afventer, men er glad for, at Molslab er stoppet, for skeletterne er raslet ud af landskabet. Jeg har ikke tillid til det gamle personale,« siger hun.

»Jeg modtager de nye ejere med positive forventninger. Behandler de dyrene alvorligt, så holder vi os derfra,« siger hun.

Hempel Fonden, der nu står som ejer, bliver mødt med en anden grundtone end den, der har præget de seneste år. Fonden har meldt klart ud, at dyrevelfærd er altafgørende, og at dyrene vil blive fodret i de perioder, hvor der er meget lidt føde at finde på Molslaboratoriets arealer.

Det er netop her, de tidligere konflikter har været skarpest, og det er her, de lokale kritikere nu vil se, om ordene bliver omsat til handling.

Første anmærkning fra myndighederne

For få dage siden – før Hempel Fondens overtagelse – fik Molslaboratoriet for første gang en egentlig anmærkning fra myndighederne med besked om at flytte seks dyr på stald og give dem ekstra foder.

Det skete efter et tilsyn, og Molslaboratoriets folk handlede straks på påbuddet. Nogle af dyrene er blevet flyttet ud til en lokal landmand, som blandt andet har fået to drægtige dyr. Ifølge kritikerne har han fået dyrene gratis for at hente dem.

Per Øxenholt, der i årevis har været blandt de mest højlydte modstandere af rewilding på Mols, mener, at hans advarsler nu er blevet bekræftet.

»Fem års arbejde er slut. Jeg har haft ret,« siger han uden omsvøb.

»Fødevarestyrelsen har holdt hånden over dem, og det samme med politiet. Jeg er blevet udstillet som en idiot,« siger han.

Hans grundlæggende krav har hele tiden været simpelt: Dyrene skal fodres og passes ordentligt – også når naturen ikke kan levere nok.

»Min forventning er, at Hempel Fonden vil fodre og passe dyrene deroppe. Det har de andre ikke gjort.«

Han vil medvirke til at vise de nye ejere tillid.

»Jeg skal ikke derop de næste stykke tid. De skal have arbejdsro, og jeg forventer, at de lever op til det, de har lovet. Jeg vil ikke komme der hver dag, men kigge forbi ny og næ,« siger han.

Ny fase for Molslaboratoriet

Samtidig peger tilhængere af projektet på, at Molslaboratoriet gennem ti år ikke er blevet dømt for vanrøgt. Der har været en enkelt bøde for et gps-halsbånd, der gav gnavsår på en hest.

Den nye anmærkning om seks dyr er den første af sin art.

Per Øxenholt mødtes 15. april ved Molslaboratoriet med en række rewildingmodstandere over en kop kaffe for at se de nye ejeres indtog, men holdt sig på afstand.

Øxenholt har også anbefalet, at de, der tidligere har fodret dyrene ulovligt, stopper med det.

Hempel Fonden har forhåndsudmeldt, at de har nultolerance over for den slags og straks vil bede politiet om at tage affære over for de formastelige.

Det understregede Thor Hjarsen, Hempel Fonden, på et pressemøde i sidste uge, som Din Avis deltog i.