Fortsæt til indhold

Skolechef afviser forældres sparealarm: »Der er tale om misforståelser«

Skolebestyrelser på flere pressede skoler frygter, at løfter om 20 mio. kroner ekstra til folkeskolerne er erstattet af udsigt til besparelser. Men skolechef Peter Bech Milsgaard afviser, at der er tale om en ny spareplan.

Samfund

»Der er tale om misforståelser.«

Sådan lyder det fra Peter Bech Milsgaard, chef for skoler, specialtilbud og PPR i Skanderborg Kommune, efter at skolebestyrelser fra en række økonomisk pressede skoler i kommunen i et fælles brev til byrådet har advaret om, at de lovede 20 mio. kroner til skoleområdet ser ud til at forsvinde, mens skolerne i stedet står over for nye besparelser.

Ifølge skolechefen blander forældrene flere forskellige forhold sammen.

»For mig at se er der flere ting, der ser ud til at blive blandet sammen. Jeg vil gerne slå fast, at de 20 mio. kroner, som nogle politikere har lovet i valgkampen, er et politisk anliggende. Ingen i forvaltningen har den beslutningskompetence og kan hverken udtale sig for eller imod. Det ved skolelederne godt,« siger Peter Bech Milsgaard.

Han peger på, at de politiske budgetforhandlinger først for alvor går i gang i august. Inden da udarbejder administrationen et handlekatalog med konkrete forslag til, hvordan der kan frigøres økonomisk råderum. Det sker på alle velfærdsområder og er, understreger han, en fast del af budgetprocessen i Skanderborg Kommune.

»Vi er ikke ved at planlægge besparelser for flere millioner på skoleområdet.«
Peter Bech Milsgaard, chef for skoler, specialtilbud og PPR

Handlekatalog er ikke en spareplan

Ifølge Peter Bech Milsgaard er det formentlig arbejdet med årets handlekatalog, der lige nu skaber uro blandt forældrene. Men han afviser, at kataloget skal læses som et varsel om besluttede besparelser på skoleområdet.

»Vi er ikke ved at planlægge besparelser for flere millioner på skoleområdet. Handlekataloget er en gammel traver i Skanderborg i forbindelse med budgetforhandlingerne. Handlekataloget er en del af beslutningsprocessen i Skanderborg, og det udarbejdes forud for budgetforhandlingerne, uanset om der er mørke skyer over økonomien eller ej,« siger han.

Skolechefen understreger, at kataloget netop skal give politikerne forskellige muligheder, når de senere skal prioritere mellem kommunens velfærdsområder.

»Handlekataloget er bygget op, så politikerne har et råderum til at lave forandringer. Det kan jo være, de på baggrund af handlekataloget finder ekstra 20 mio. kr. til skolerne. Men de penge skal så samtidig tages fra et andet område, som vil opleve besparelse, for vi har ikke ekstra 20 mio. kroner liggende på kistebunden,« siger han.

Skoler skal rette op på underskud

Peter Bech Milsgaard afviser, at kommunen er ved at indføre skjulte nye sparekrav på skoleområdet. Men han bekræfter, at fem-seks skoler aktuelt er i dialog med forvaltningen, fordi deres underskud er blevet større end den tilladte grænse på tre procent.

Ifølge ham handler det ikke om en ny politisk besluttet sparerunde, men om at de pågældende skoler skal genoprette deres egen økonomi.

»Det er ikke nye sparekrav, der listes ind uden om politikerne. Det er op til hver skole at forvalte de ressourcer, de får tildelt, og er det sådan, at en skole har et overforbrug, der overstiger en vis grænse, så skal vi gå i dialog med skolen og lave en plan for, hvordan den kan rette til i den måde, den forvalter sine ressourcer på, så økonomien kan genoprettes,« siger Peter Bech Milsgaard.

Han peger samtidig på, at skolerne i kommunen tildeles midler ud fra en tildelingsmodel, som tager højde for elevtallet på den enkelte skole, og at skolerne ikke nødvendigvis prioriterer ens.

Hovedparten af kommunens skoler har ikke problemer med underskud..

Anerkender lavt niveau på skoleområdet

Peter Bech Milsgaard anerkender dog, at Skanderborg Kommune ikke ligger højt, når det gælder udgifter pr. elev i folkeskolen.

»Vi ligger ikke ret højt på listen – nok i den nederste tredjedel – men i forhold til kommunens befolkningssammensætning, så forventer jeg heller ikke, at vi vil komme til at ligge ret meget højere. Jeg synes dog, det er vigtigt at holde fast i, at der ikke er sparet på skolerne de seneste år. Tværtimod er der tilført ekstra midler,« siger han.

Dermed afviser skolechefen forældrenes billede af, at der allerede nu er lagt op til en samlet ny besparelsesrunde på skoleområdet. Men han bekræfter samtidig, at en mindre gruppe skoler er så økonomisk pressede, at de skal finde veje til at bringe deres budgetter i balance.