Fortsæt til indhold

Landsby har samlet affald i 20 år: Der er langt mindre affald i dag, men det er »sørgeligt at der stadig ligger ting og sager, der ikke har sin plads i naturen«

Landsby holder fast i at deltage i den årlige affaldsindsamling, selvom der er meget mindre affald i dag end tidligere.

Samfund
jr

Lyngå var som mange andre landsbyer og byer med, da den årlige landsdækkende affaldsindsamling i søndags kulminerede. Landsbyen ved Hadsten kan dog i modsætning til de fleste andre byer prale med, at den har været med til at samle affald i nu 20 år.

Hip hurra. Jette Jensen fejrer, at Lyngå har været med til at samle affald i 20 år. Privatfoto

Den første landsdækkende indsamling fandt sted i 2005, og allerede året efter tilmeldte Jette Jensen Lyngå. Danmarks Naturfrednings lokalafdeling i Hadsten ringede og foreslog, at man også kunne tage Hadsten med, fortæller Jette Jensen, men man blev i Lyngå og fik tilsendt refleksveste, der bruges den dag i dag. Et lille byforskønnelsesudvalg blev dannet, og så har Lyngå ellers været med i den årlige affaldsindsamling lige siden.

I hold går man eller bliver kørt langt ud ad de fire store veje, der mødes i krydset i Lyngå. Så går man ind mod byen og samler. De første år var der så meget affald, at beboerne måtte have en bil med trailer til at køre ud og aftage fulde sække og dele nye ud.

Så er der afgang til den årlige affaldsindsamling i Lyngå. Privat

Efterhånden har de, der har været med fra starten, faste ruter, som de kender ud og ind. Selve byen tages ofte af nogle børnefamilier, for der er trafikken ikke så farlig.

»Det er blevet til mange mærkelige fund, for eksempel det meste af en knallert, der var tung at slæbe op fra grøften. Der har også været et par trusser med en gang. I år var det én gummistøvle og én arbejdshandske,« fortæller Jette Jensen og tilføjer:

En gummistøvle og en arbejdshandske var blandt årets fund. Privatfoto

»Selvom der trods alt er mindre mængder affald at indsamle nu end det første år, så er det faktisk sørgeligt, at der stadig ligger ting og sager, der ikke har sin plads i naturen.«

Affaldet bliver sorteret efter indsamling. Privatfoto

Efter indsamlingen blev affaldet sorteret og afhentet af Favrskov Forsyning, og resultatet blev indberettet til DN, der bruger det til det samlede landsresultat.