Fortsæt til indhold

Elever har levet som buddhister, muslimer og hinduer: Vigtigt at arbejde åbent med religion

Religionstema på friskole har givet eleverne og deres familier noget at tale om.

Samfund
jr

Hvordan føles det at leve som buddhist, muslim eller hindu? Det spørgsmål har eleverne på Friskolen i Hinnerup fået lov til at udforske i et usædvanligt og sanseligt undervisningsforløb, hvor hele skolen er blevet forvandlet til fem levende religiøse universer.

I en tid præget af globale konflikter, migration og kulturmøder har skolen valgt at gå en anden vej end traditionel undervisning, hvor det ikke handler om viden, men om oplevelse, indlevelse og forståelse.

Theo fra 0. årgang er gæst ved en hinduistisk bryllupsfest. Foto: Friskolen i Hinnerup
Astrid og Toke fra Lillegruppen er blevet en del af Brahminerkasten indenfor hinduismen og forbereder offergaver. Foto: Friskolen i Hinnerup

»Vi vil give eleverne noget, de kan mærke – ikke alene noget, de kan læse,« fortæller skoleleder Jeppe Smed i en pressemeddelelse.

Eleverne har igennem flere uger arbejdet med verdens fem store religioner: buddhisme, islam, jødedom, kristendom og hinduisme. De har læst tekster, analyseret ritualer og diskuteret tro, og de har mødt mennesker, der selv lever med religionerne i hverdagen.

Forløbet kulminerede i en temauge, hvor undervisningen rykkede helt ud af bøgerne. Skolen blev omdannet til fem forskellige religiøse universer, og eleverne blev inddelt i familier, der hver dag levede sig ind i en ny tro gennem fortællinger, ritualer, udklædning og fælles aktiviteter.

Eleverne lavede i løbet af den første uge en mosaik til dekoration af det kristne område på skolen. Foto: Friskolen i Hinnerup
Gija fra 3. årgang øver arabisk som en del af islam-studie. Foto: Friskolen i Hinnerup

Eksempelvis var et lokale indrettet som et tempel, hvor børnene prøvede at leve på buddhistisk vis.

»De var klædt som munke og nonner og prøvede at tilbringe en dag i ro og fordybelse med blandt andet meditation, kalligrafi og mandalaer siddende på gulvet det meste af tiden. Dette var helt klart udfordrende for mange, men også en god oplevelse for dem at sætte deres mere tempofyldte hverdagsliv på stand by,« fortæller lærer Rikke Nørlund Glerup.

Selv smagssansen blev taget i brug. En særlig køkkenfamilie tilberedte elever og voksne retter inspireret af de forskellige religioners madtraditioner. Frokosten blev dermed en del af læringen og en konkret indgang til kultur og tro.

Så er der samling til bøn i moskeen. Foto: Friskolen i Hinnerup
Niels fra 8. årgang er Jesus for en dag og forvandler vand til vin med lidt hjælp fra skolens kok. Foto: Friskolen i Hinnerup

Religion kan være et følsomt emne, og netop derfor er det vigtigt at arbejde åbent og nuanceret med emnet, mener skolen. Undervejs har eleverne diskuteret forskelle og ligheder, og hvor grænsen går mellem religion og kultur i praksis.

Det har ikke været ambitionen at give eleverne færdige svar, men at skabe nysgerrighed og refleksion. Og det stopper ikke ved skoledagen.

»Vi kan høre, at eleverne tager diskussionerne med hjem til middagsbordet,« fortæller skolelederen.