200 mio. kr. mere, end man havde regnet med – Aarhus Universitet lander kæmpe overskud
Overskuddet på Aarhus Universitet blev langt større end forventet. »Vi kan være rigtig godt tilfredse,« udtaler rektor Brian Bech Nielsen.
De havde egentlig kun budgetteret med et overskud på 103 mio. kr.
Men på bundlinjen fandt man alligevel en hel del mere, da året var omme.
Aarhus Universitet har netop præsenteret sin årsrapport for 2025, og her kan uddannelsesinstitutionen blandt andet fremvise et solidt overskud på 306 mio. kr.
Eller godt 200 mio. kr. mere, end man havde budgetteret med.
Ifølge universitetet er årets overskud primært drevet af et øget hjemtag af eksterne midler. Men bundlinjen er også påvirket af ekstra basisforskningsmidler fra finansloven samt salget af AU’s ejerandel i Navitas.
Samtidig er omkostningerne ikke vokset i samme grad som indtægterne. Det skyldes blandt andet, at nogle af udgifterne til bygningsmæssige investeringer i AU Viborg og Aarhus BSS’ indflytning i Universitetsbyen er blevet skubbet til senere år, skriver universitetet i en pressemeddelelse.
»Vi kan være rigtig godt tilfredse med endnu et solidt regnskab, men det glæder mig mest af alt, at fremgangen er forbundet med øget forskningsaktivitet. Der har aldrig været mere forskningsaktivitet på Aarhus Universitet, end der er lige nu, og vores forskere klarer sig fornemt i den internationale konkurrence – godt hjulpet af den administrative support,« udtaler rektor Brian Bech Nielsen.
Han peger på EU-rammeprogrammet Horizon Europe som eksempel.
Her har Aarhus Universitet siden programmets start hjemtaget 395 projekter med et samlet budget på knap 1,77 mia. kr., hvilket placerer universitetet på 15. pladsen blandt alle de organisationer, der har hentet midler fra programmet.
Samtidig er rektor Brian Bech Nielsen bevidst om, at det gode regnskab forpligter:
»For et universitet er økonomien et middel; ikke et mål. Vi er ikke sat i verden for at generere overskud, så vi skal investere i at løfte kerneaktiviteterne. Vi har fokus på at forbruge vores midler med kvalitet og forfølge vores strategiske mål til gavn for medarbejdere, studerende og for samfundet generelt,« siger han.
2030-planer
I universitetets bestyrelseslokale kan man også glæde sig over det pæne overskud, men for bestyrelsesleder Birgitte Nauntofte er der også noget andet, der vejer tungt, når hun skal bedømme årets økonomiske resultater:
»Der er virkelig meget at glæde sig over i universitetets regnskab, og det er helt afgørende for bestyrelsen, at der fortsat er økonomisk balance, når det kommer til universitetets drift. Både de lokale miljøer og det centrale niveau har igen præsteret en god økonomistyring, og det er alfa og omega for, at man med ro i maven kan se frem mod de faglige og bygningsmæssige investeringer, der indgår i universitetets Strategi 2030,« siger hun.
2030-strategien går blandt andet ud på at styrke universitetets position inden for cybersikkerhed og bæredygtig omstilling. Strategien sætter også fokus på vilkårene for unge forskere og udviklingen af forskertalenter, lyder det i årsrapporten.
Ifølge universitetsdirektør Kristian Thorn gør universitetets økonomiske robusthed det også muligt at investere i »kernefaglighed« og modstå de ventede og uventede stød, der kan komme fra verdensøkonomien i nærmeste fremtid:
»Vi står i en usikker geopolitisk situation, hvor f.eks. stigende råvarepriser kan påvirke vores drift og store projekter. Her tænker jeg på vores campusudvikling, hvor vi nybygger og renoverer i både Aarhus, Viborg, Herning og Emdrup. Samtidig har vi fortsat det statslige arbejdsprogram lurende i kulissen, hvor der efter alt at dømme bliver krav om administrative besparelser. Vi ved endnu ikke, hvordan de bliver udmøntet, men vi har én af landets mest effektivt drevne universitetsadministrationer, og det håber vi selvfølgelig, at en ny regering vil tage højde for,« siger direktør Kristian Thorn.
Til daglig er Aarhus Universitet arbejdsplads for mere end 12.000 medarbejdere, og i 2025 var mere end 32.000 studerende indskrevet på et af universitetets studier.
Aarhus Universitetets omkostninger i 2025 rundede 8,7 mia. kr., til gengæld endte indtægterne på 8,9 mia. kr.