Min Købmand bliver hele kommunens spisekammer
Min Købmand i Ådalen får et gevaldigt løft efter at have vundet et udbud om leverancen af dagligvarer i Syddjurs.
Min Købmand i Ådalen bliver ny leverandør til Syddjurs Kommune
Fra 1. maj 2025 overtager Min Købmand i Ådalen leverancen af dagligvarer til Syddjurs Kommune. Aftalen løber i første omgang i to år med mulighed for forlængelse og betyder, at en væsentlig del af kommunens dagligvareindkøb fremover sker gennem den lokalt forankrede butik ved Lime.
Lokalt engagement bag butikken
Min Købmand i Ådalen er resultatet af et stærkt lokalt sammenhold. Efter lukningen af den tidligere Dagli’Brugsen gik mere end 350 borgere sammen for at sikre, at området fortsat havde en dagligvarebutik. Det engagement har nu ført til, at butikken bliver central samarbejdspartner for kommunen.
Købmand Jesper Schunk udtaler: »Det her er en stor anerkendelse – ikke kun af butikken, men af hele det lokale engagement omkring Lime og Ådalen. Borgerne har kæmpet for at bevare en butik her, og nu får vi mulighed for også at levere til kommunens institutioner. Vi er stolte af at være valgt som leverandør til Syddjurs Kommune og ser det som en klar styrkelse af både butikken og lokalområdet. Vi vil levere en fleksibel løsning, der tager udgangspunkt i hverdagen herude – og vi glæder os til samarbejdet.«
Kommunale indkøb styrker lokalområdet
Med valget af Min Købmand i Ådalen placerer Syddjurs Kommune en vigtig opgave i et lokalsamfund, der allerede har vist stor vilje til at tage ansvar for egen udvikling. Butikken er en del af Dagrofa-kæden, men har sine rødder solidt plantet i Lime-området.
At en borgerdrevet butik nu bliver kommunens dagligvareleverandør, betyder, at en del af de offentlige indkøb er med til at fastholde arbejdspladser, service og aktivitet i lokalområdet.
E-handel med lokal forankring
Valget af leverandør sker som led i, at Syddjurs Kommune indfører e-handel på en række vareområder, herunder fødevarer, som følge af den nye e-handelsbekendtgørelse.
Der er kun få leverandører, der både kan håndtere e-handel og levere dagligvarer i det omfang, kommunen har brug for, og her lever Min Købmand i Ådalen op til kravene.
Chef for staben, Lars Budolfsen, siger: »Med e-handel kan vi frigøre tid til kerneopgaven og samtidig sikre en mere effektiv indkøbsproces. Når vi samtidig kan lægge opgaven hos en lokalt forankret butik som Min Købmand i Ådalen, er det en ekstra gevinst. Vi forventer, at indkøbene i højere grad samles i færre og større bestillinger, hvilket mindsker følgeomkostningerne. Samtidig er vi opmærksomme på, at nogle få indkøb – for eksempel i undervisning og pædagogiske forløb – fortsat vil ske fysisk i mindre omfang.«
Implementeringen af e-handel er en del af Syddjurs Kommunes omstillingskatalog for budget 2026.