»Man skal næsten gå på tæer for at kunne komme frem til sine egne hundes lorte«

”Kylling og softice og pølser. Det er min favourite menu,” sang Shu-Bi-Dua så smukt engang. Det er det ikke mere. Kyllingen og softicen er stadigvæk ganske udmærkede, men pølserne har jeg fået det svært med. Noget har ændret sig, siden jeg blev hundepasser med små jævne mellemrum.

Nu ved jeg godt, at de pølser, man køber hos slagteren, ikke på nogen måde skal sammenlignes med en hunds efterladenskaber. Men betegnelsen pølse har de dog til fælles, og hundens pølse er omdrejningspunktet i denne lille bøn til det luftende folk.

Den største udfordring, jeg har, når jeg lufter Ozzy og Flemming, er at komme hjem uden lort på skoene. Dér, hvor der er plads til at gå en tur med hunden uden at genere alt for mange mennesker, er der ved at løbe tør for plads. Man skal næsten gå på tæer for at kunne komme frem til sine egne hundes lorter, når de skal poses op. Ikke fordi jeg prøver at kombinere balletøvelser med hundeluftningen – det sku’ vist ellers være godt for motorikken, har jeg hørt – men for at undgå at træde i en af de utallige lorter, der bare ligger der og flyder. Det er lidt træls.

Så kære hundelufter. Vil du ikke være så venlig at rydde op efter din hund, når den træder af på naturens vegne et sted, hvor andre også gerne skulle kunne nyde naturen.