Fejl på psykiatrisk afdeling: Alarmer er erstattet med plastikfløjter
Der er problemer med alarmsystemerne på Aarhus Universitetshospital.
Alarmsystemerne på de psykiatriske afdelinger på Aarhus Universitetshospital virker ikke efter en opdatering, og det betyder, at medarbejderne ikke kan bruge alarmtelefon eller alarmbrik, hvis der opstår farlige situationer. Det skriver TV2 Østjylland.
Som midlertidig løsning har ledelsen udleveret plastikfløjter til personalet, så de kan tilkalde hjælp, hvis det bliver nødvendigt.
Der er også indsat en vagt fra hospitalet, som kan hjælpe i pressede situationer.
Ifølge en intern mail forventer ledelsen, at alarmsystemerne tidligst er i drift igen onsdag.
»I mine 32 år har jeg aldrig oplevet noget så bizart,« siger ledende overlæge Peter Møller Andersen til TV2 Østjylland.