Lærere i opråb om børns 'særaftaler': Én må slippe for at skifte fra udesko til indesko, én må beholde sin hue på i klassen, en tredje behøver ikke svare

En elev må tage pause, når han selv vil. En anden må lægge puslespil, mens læreren underviser. En tredje elev må selv bestemme, hvor hun vil sidde, mens en fjerde kan beholde sin telefon, selv om skolen er mobilfri.

Mængden af særaftaler for elever i folkeskolen har nået et problematisk omfang.

Det viser en ny undersøgelse med svar fra 1.168 folkeskolelærere og børnehaveklasseledere fra hele landet, som fagbladet Folkeskolen har foretaget.

71 procent synes, at der er for mange særaftaler. 18 procent finder niveauet passende. Undersøgelsen viser også, at to ud af tre lærere oplever, at flere forældre henvender sig med ønsker om særaftaler i dag end for fem år siden.

»Der er vanvittigt mange børn, som vi skal huske særlige aftaler omkring. Det er umuligt at huske og holde styr på alle aftaler,« svarer en lærer i undersøgelsen, mens en anden svarer: »Jeg vil anslå, at der er særaftaler for cirka 40 procent af mine elever, og det er stigende.«

De mange særaftaler rammer skolen på dens kerneopgave. For når nogle børn kræver uforholdsmæssigt meget tid og opmærksomhed, går der tid fra undervisningen.

Som to lærere gør opmærksom på i undersøgelsen: »Det er svært at gennemføre undervisning, når elever må agere forskelligt. Gå rundt, tage pauser, lytte til musik, tegne, ikke svare i plenum og så videre.«

Skader fællesskabet i klassen

Særaftalerne spænder bredt. Lærerne skal for eksempel huske på, at en elev har en aftale om at »slippe for at skifte fra udesko til indesko«, at en elev gerne må sidde og »dimse« med ting i undervisningen, mens en tredje må beholde sin hue på i klassen.

Lærerne oplever også særaftaler, der kan føles uretfærdige over for de øvrige elever. Det kan være elever, som læreren ikke må bede om at fremlægge foran resten klassen. Elever, som selv må bestemme om de vil være inde eller ude i frikvartererne. Eller en elev, som skal have lov til at gå i bad før sine klassekammerater.

»Generelt er det svært at lave god, faglig undervisning, der skaber deltagelse for alle, fordi særaftalerne ofte munder ud i, at enkelte børn helt må undlade at deltage i undervisningen. Det er både synd for det enkelte barn og fællesskabet i klassen,« svarer en lærer i undersøgelsen.

Inklusion skaber særaftaler

Flere peger på, at ønsket om de mange individuelle hensyn ikke kun kommer fra forældrene. Det kommer også fra ledelsen, skolens vejledere, fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og fra lærerne selv. Her spiller inklusionsdagsordenen en rolle.

»Jeg kan godt mærke, at inklusionsdagsordenen er rykket op i folkeskolen. Mange af de omtalte elever ville ikke have gået i en almen skole for fem år siden,« svarer en lærer.

I Skole og Forældre, foreningen for skolebestyrelser, mener formand Regitze Spenner Ishøy, at særaftalerne er et tegn på, at skolens rammer ikke passer til de børn, der er i den.

»Og så er vi nødt til at snakke om, hvorvidt lærerne har for dårlige muligheder for at lave god undervisning og rolige klassefællesskaber,« siger hun til fagbladet Folkeskolen.