Danmarks største fitness-trend rykker til Aarhus: Har over 20.000 medlemmer
Danmarks største reformerkæde rykker til Aarhus. Åbningen sker efter en længe ventet efterspørgsel fra træningsglade østjyder, og kæden forventer flere åbninger henover de næste måneder.
Aarhusianerne kan snart se frem til et 380 kvadratmeter nyt reformerstudie. For 30. maj slår Danmarks største reformerkæde Energii dørene op i Skejby på Skalagervej 5.
Det skriver Energii i en pressemeddelelse.
»Vi har længe kigget på Aarhus, og nu er vi endelig klar. Det er en stor tillidserklæring, at så mange medlemmer allerede har valgt os til i andre byer, og det er den opbakning, der gør det muligt for os at rykke ind i Aarhus med fuld kraft. Vi glæder os utrolig meget til at bringe vores træningsform til en by, hvor vi længe har mærket en stor efterspørgsel,« siger Konrad Kierklo.
2025 var et rekordår for Energii, hvor de fordoblede antallet af medlemmer til over 200.000. Udover det åbnede de 13 nye studier – blandt andet flere i Stockholm. I dag har de 30 studier på tværs af Danmark og Sverige.
Kæden blev lanceret i 2011 af Gitte Salling, og i dag er det vokset til, at der er ansat over 250 medarbejdere.
»Vi er utroligt ydmyge omkring vores vækst, men vi er også bevidste om det ansvar, der følger med at have over 20.000 medlemmer. Det er netop derfor, vi har valgt at investere så massivt i vores eget udstyr og uddannelse. Det er vores måde at give noget tilbage til de medlemmer, der har valgt os, og sikre, at kvaliteten kun bliver højere i takt med, at vi bliver flere og åbner i flere byer,« siger Konrad Kierklo.