Fortsæt til indhold

Vores mor, bedstemor og oldemor er sjældent hjemme og er nu igen stukket af til USA, hvor hun fejrer sin 90 års fødselsdag

De fire børn har skrevet et fødselsdagsportræt af deres mor, Gerda Sørensen, der fylder 90 og stadig er særdeles aktiv.

Samfund
Marianne Gerning Pedersen på vegne af børnene

Igen kom vi til en låst dør.

Som sædvanlig var vores mor Gerda ikke hjemme. Denne gang er hun dog længere væk end et møde eller et foredrag i kirkecaféen.

Hun er nemlig stukket af (igen) til USA, hvor vores storesøster Anette og hendes familie bor. Mand, børn og deres børnebørn, som altså er mors oldebørn.

Den sidste generation snakker ikke dansk, da der ikke bliver snakket dansk i familien. Her fejrer hun 10. maj 2026 sin 90-års fødselsdag.

Vi har, efter at vi er flyttet hjemmefra, været vant til at ”skulle bestille tid” for at være sikre på, at mor var hjemme. Hun har altid haft fart på og har det stadig.

Hun er født på Frijsendals mark og er nr. to ud af en flok på seks. Hun kom ud at tjene og har været centraldame, og vores far anbefalede hende at tage på husholdningsskole på Fyn. Det var han meget begejstret for, og mændene var der om vinteren og kvinderne om sommeren. Det giver god mening, da der kan være lidt stille om vinteren.

Gerda Sørensen fylder 90 år søndag 10. maj, hvor hun er i USA for at besøge et af sine børn og hendes familie. Familien fejrede hende herhjemme 22. marts på hendes afdøde mand Knuds fødselsdag. Privatfoto.

Mor og far blev gift i 1956, og de nåede næsten 68 års ægteskab. Der blev holdt både guld-, diamant- og krondiamantbryllup, og der blev danset brudevals. De startede på en lille ejendom mellem Tulstrup og Sall og fik mange venner i Tulstrup.

I 1965 overtog de Højvang – gården i Sall. Her voksede vi op, og hvis der var lidt stille om vinteren, så spillede vi spil eller kort om eftermiddagen, efter vi havde drukket eftermiddagskaffe. Der var altid hjemmebagt franskbrød eller kage. Det tog vi for givet, men har også taget det med os i dag, hvor vi selv bager.

I USA er det svært at skaffe rugbrød, så Anette bager selv sit med ”den” surdej, hun tog med derover i 1987. Vores mor har, siden vi var små, været aktiv i forskellige foreninger. Det første, vi husker, er Husmoderforeningens husholdningsudvalg. Hun har været med i 4H og Martha kurser, og Sall forsamlingshus, der kom til at hedde Sall beboerforening, stod hendes hjerte nær. Der var julemarkeder med mere.

Hun fik også tilnavnet ”Mor Sall”, har siddet i menighedsrådet og var kirkeværge. Det har altid interesseret hende, og hun har taget rigtig mange billeder af gravstene. Nogle til lokalhistorisk arkiv, både dem som var bevaringsværdige, men også dem hun vidste skulle slettes. Hun kører stadig bil, så af og til er hun rundt i Favrskov for at fotografere.

Hun var med til at oprette Haurum-Sall Lokalhistorisk Arkiv i 1988, som nu er flyttet til Hammel, og der er hun stadig aktiv, så den eftermiddag kan vi ikke komme at drikke kaffe.

I 1989 var hun med til at skrive Sallbogen. Hun interesserer sig for området, men også sin egen slægt og har været en af de drivende kræfter i vores egen slægtsfest. Vi mener, at den startede i 1975, og alle generationer er velkomne, så derfor er det måske også nemmere at holde i live. Vi mødes hvert andet år. Da det startede, var det med musik, dans og overnatning. Nu mødes vi til middag og siger tak for i dag, når dagen er omme.

Hun har været meddeler for Midtjyllands Avis og sad i byrådet for Venstre. Hun har i mange år været besøgsven igennem Røde Kors. Da vi skulle med Sall Sangkor til Norge, tilbød hun at tage med som ”tante”.

Da mor og far flyttede til Hammel, begyndte hun selv at gå til kor. Farre sangkor og nu i Hammel Kirkes. Hun har også optrådt med Gråspurvene, som var et revyhold. Hun har gået til porcelæns- og almuemaling. Svømning har hun også gået til.

Som 60-årig fik hun job som rengøringsassistent i børnehaven i Sall, og som 65-årig trænede hun op til at løbe Frijsenborgløbet.

I mange år var de på vandreture med lærer Claus Ole Madsen, og de sluttede altid af med en nattergaletur, der startede rigtig tidligt, hvor de så endte hjemme i Sall i udestuen til kaffe og rundstykker.

Der har altid været kaffe på kanden, så naboer og andre droppede ind og fik en snak. Vi kunne altid have kammerater med hjem, og om vinteren var vores kælkebakke fuld af byens børn. Hun fortæller til avisen i 1996 i forbindelse med sin 60-års fødselsdag, at nu vil hun til at drosle ned, men det kom vist ikke til at holde stik.

Hun har været med til at skaffe materiale til Hammelbøgerne og er selv beskrevet i nr. 2. Mor har været med fra starten i støtteforeningen for Sall Friplejehjem og er lige trådt ud af denne bestyrelse. Dog laver hun stadig marmelade og syltede ting til salg til fordel for beboerne.

Hun har skrevet dagbog siden 1984 og har også mange udklipsbøger, hvor rigtig mange ting kommer med. I starten var det mest vores egen familie og omgangskreds, men nu er det længere ud.

Frisk har hun altid været, og til den lokale musikfestival FestiSall skulle hun over og have en burger. Der har vist ikke været et eneste arrangement, hun ikke har deltaget i. Der, hvor hun bor nu i Hammel, sidder hun i beboerrådet. Siden de flyttede til Hammel, har vi mødtes ca. en gang om måneden, hvor vi drikker kaffe og vender verdenssituationen.

Søndag 10. maj klokken 16 er Anette stået op i Reno i Nevada, og så facetimer vi med mor, der fejrer sin 90-års fødselsdag i USA.

Herhjemme fejrede vi hende på vores far Knuds fødselsdag, 22. marts, hvor vi var ude at spise og samtidig kunne mindes ham. Vi er 4 børn, Marianne, Helle, Anette og Jørgen, 9 børnebørn og 10 oldebørn og ønsker alle vores mor stort tillykke.