Fortsæt til indhold

Færgen er solgt og på vej videre - nu venter finske farvande

Stena Nautica forlod Grenaa for sidste gang i mandags. Nu har den fået ny ejer og skal servicere øgruppe.

Samfund

For et par uger siden vinkede flere hundrede farvel til Stena Nautica, da færgen for sidste gang sejlede mod Sverige fra Grenaa Havn.

For dem der er meget nostalgiske om netop Stena Nautica, er der dog godt nyt. Fremover kan man således fortsat hoppe om bord på skandinaviske breddegrader, efter rederiet Eckerö Link har købt færgen.

Færgen skal indsættes på en rute mellem Långnäs på Ålandsøerne og Nådendal i Finland. Det skriver mediet Maritime Danmark.

Ålandsøerne ligger i den nordlige del af Østersøen ved indgangen til Den Botniske Bugt midt imellem Sverige og Finland.

Her kommer færgen til at blive en vigtig del af områdets infrastruktur, lyder det fra Björn Blomqvist, der er administrerende direktør for Eckerö-gruppen.

»Købet af M/S Stena Nautica er et vigtigt skridt i vores langsigtede udvikling af effektive og bæredygtige maritime forbindelser. Skibet giver os bedre driftsbetingelser og styrker vores rolle som en stabil aktør i den regionale infrastruktur,« siger Björn Blomqvist til Maritime Danmark.

Nedlagt efter 66 år

Stena Nautica forlod endeligt Grenaa i mandags 11. maj, efter ruten mellem Grenaa og Halmstad blev nedlagt 30. april.

I starten af året meddelte Stena Line, at rederiet havde valgt at nedlægge ruten, da det ikke var lykkedes at skabe en rentabel drift.

Dermed sluttede 66 års direkte færgeforbindelse mellem Grenaa og Sverige.

I mange år hed den svenske destination Varberg, men den blev i 2020 afløst af Halmstad.

En rute der i de første år faktisk havde medvind og særligt flere lastbiler med i forhold til den tidligere rute til Varberg, og så sent som i 2022 blev aftalen mellem Grenaa Havn og Stena Line fornyet.

I de seneste år konstaterede Stena Line imidlertid, at konkurrencen med de fast broforbindelser var blevet for hård, og det blev besluttet at nedlægge ruten.

Et år til at finde ny

Grenaa Havn er nu i gang med at afsøge markedet for potentielle nye aktører, der kan have interesse i at etablere en rute fra Grenaa til Sverige.

Det er et arbejde, som havnedirektør Henrik Carstensen indtil videre har givet en tidsramme på ét år, før der skal tænkes i helt andre alternativer.

»Hvis ikke det lykkes inden for et år, er det tid til at aktivere det 40.000 kvadratmeter store færgeområde på en anden måde,« sagde Henrik Carstensen i forbindelse med Stena Nauticas sidste sejlads fra Grenaa.

Stena Nautica er i øvrigt en dansk bygget færge, der er lige så gammelt som AGF sidste mesterskab.
Færgen blev bygget på Nakskov Skibsværft i 1986 og sejlede i de første år under navnet Niels Klim på ruten mellem Aarhus-Kalundborg.

Stena Nautica er knap 136 meter lang og 24 meter bred og har plads til 900 passagerer.