Fortsæt til indhold

Jens vandt en million og gik på whisky-auktion: »Det er jo lidt fedt, når man ved, at man kan gøre det«

En særlig Glenfiddich-flaske er Jens Bertelsen nu ejer af. En milliongevinst gjorde det muligt for whisky-entusiasten at tage på whisky-auktion.

Samfund
csj

Når man pludselig vinder 1.003.030 kroner i Klasselotteriet, kan gevinsten bruges på mange ting – for eksempel en dyr flaske whisky.

I den retning gik Jens Bertelsen fra Favrskov Kommune, da han 15. marts vandt den store gevinst.

Han er whisky-entusiast og plejer at følge nysgerrigt med, når dyre flasker er på auktion på nettet.

»Der er en ny auktion hver måned. Så kigger jeg i kataloget og svælger i de mange gode flasker, som det kunne være sjovt at købe engang,« siger han i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

Jens Bertelsen forklarer, at Glenfiddich eksempelvis lavede en helt særlig whisky, som blev tappet og solgt i forbindelse med det kongelige bryllup mellem daværende Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary tilbage i 2004.

Og netop den flaske bød Jens Bertelsen på i en tysk auktion.

»Det er jo lidt fedt, når man ved, at man kan gøre det. Men var den steget ret meget mere, så var jeg ikke blevet ved,« siger han.

Jens Bertelsen endte med at byde 8.000 kroner, og heldigvis var der ingen yderligere modbud, så nu er han altså den lykkelige ejer af en Glenfiddich fra Kong Frederik og Dronning Marys bryllup.

»Jeg har ikke åbnet den endnu. Men det bliver den på et tidspunkt. Vi er fem gamle studiekammerater, der har holdt sammen i over 30 år. Vi har en weekend en gang om året, og de ved godt, at jeg har vundet, og de har fået et hint om, at jeg har lidt særligt med, vi kan drikke,« siger han

En whisky til 8.000 kroner lyder fornemt, men Jens Bertelsen understreger, at han og ’drengene’ skam er helt nede på jorden.

»Det er slet ikke højtideligt. Det er vel nærmest lidt drengerøvsagtigt. Det er over 30 år siden, vi startede, og vi har mødtes næsten hvert år siden da,« siger han.