Topmøde – men ingen tilnærmelse
Kystkulturforening i Syddjurs fik nej til folkeoplysende status, mens kommunen henviser til lovkrav om kontinuitet og foreningen venter på Ankestyrelsens dom
Foreningen til bevarelse af kystkultur og rekreative områder har fået afslag på sin ansøgning om at blive godkendt som folkeoplysende forening i Syddjurs Kommune. Sagen er nu indbragt for Ankestyrelsen, og foreningen afventer en afgørelse.
På et møde den 7. maj deltog repræsentanter fra foreningen, herunder formand Elsebeth Due Kjeldsen og John Palm Nielsen, sammen med Michael Mikkelsen, formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, samt Lars Høeberg, chef for Kultur og plan.
Foreningen har tidligere henvendt sig til Kultur og fritid med ønske om at låne lokaler. Indledningsvist blev ønsket afvist, men foreningen fik senere tilbudt at låne lokaler i Aktivitetshuset i Ebeltoft. Efterfølgende søgte foreningen om godkendelse som folkeoplysende forening for at kunne opnå adgang til kommunale lokaler på mere faste vilkår.
Opfylder ikke lovens krav
Afslaget fra administrationen er begrundet med, at foreningens aktiviteter ifølge kommunens vurdering primært består af kommunikation, interessevaretagelse og påvirkningsarbejde.
Der er ikke dokumenteret en tilstrækkeligt fast og tilbagevendende aktivitetsudøvelse i form af regelmæssige, organiserede medlemsaktiviteter eller forløb, som kan opfylde kravet om kontinuerlig virksomhed i folkeoplysningsloven.
Lars Høeberg oplyste på mødet, at administrationen ikke kan rådgive foreningen om præcist, hvilke aktiviteter der skal til for at opfylde kravene, men at hovedvirksomheden ikke må være kommunikation og interessevaretagelse. Der skal gennemføres regelmæssige holdaktiviteter eller forløb, der falder inden for foreningens formål, før en godkendelse kan komme på tale.
Diskrimination
Foreningen har mulighed for at søge igen, hvis der sker ændringer i aktiviteterne, så betingelserne kan opfyldes. Kommunen understregede samtidig, at det fortsat er muligt at låne et lokale til konkrete arrangementer, hvis der er ledige lokaler, og arrangementet falder ind under de gældende retningslinjer.
Elsebeth Due Kjeldsen udtrykker utilfredshed med forløbet: »Det stod helt klart efter mødet, at vi har været udsat for diskrimination. Michael Mikkelsen forsøgte forgæves, at få Lars Høeberg til at vejlede os om, hvad vi konkret kunne gøre, for at blive godkendt som folkeoplysende forening, hvilket han nægtede. Forinden havde han ellers omtalt andre foreninger, som de havde hjulpet til at blive godkendt. Herunder Ebeltoft Mørkekammerforening, som de havde hjulpet til at ændre vedtægter, så de kunne blive godkendt. Men de kunne/ville altså ikke hjælpe os.«
Afventer Ankestyrelsen
Din Avis har spurgt foreningen, hvornår de vil indsende en ny ansøgning til kommunen, hvor kravet om kontinuitet er opfyldt, og om det ikke bare handler om, at medlemmerne kan dokumentere, at de mødes jævnligt til ’træning’ med et klart formål for øje, ligesom en fodboldklub eller en forening, der dyrker yoga. Hertil svarer Elsebeth Due Kjeldsen:
»Nu vil vi afvente, hvad Ankestyrelsen svarer, før vi foretager os mere. Herefter tager vi stilling til, hvad der skal til.«
Din Avis har også spurgt, om det ikke var overraskende at forlade mødet med udvalgsformanden og en afdelingschef uden i det mindste at få klarlagt, hvad kontinuitet betyder konkret i folkeoplysningslovens forstand.
Elsebeth Due Kjeldsen svarer:
»Ja, det kan du have ret i, men vi føler ikke, at man ville hjælpe os, selv om udvalgsformanden appellerede til det.«
Syddjurs Kommune har oplyst, at en kommende afgørelse fra Ankestyrelsen vil blive taget til efterretning.