Fortsæt til indhold

Elektrificering af jernbanen mellem Fredericia og Aalborg er forsinket

På grund af manglende fremdrift hos leverandør, når Banedanmark ikke at komme i mål med elektrificering i år.

Samfund
/ritzau/

Elektrificeringen af jernbanestrækningen mellem Fredericia, Aarhus og Aalborg er forsinket.

Det skriver Banedanmark i en pressemeddelelse mandag.

Planen var, at strækningen skulle være gjort klar til klimavenlige eltog senest ved udgangen af 2026.

Men på grund af »manglende fremdrift« hos leverandøren af elektrificeringen forventer Banedanmark ikke at nå i mål til den planlagte tid.

»Elektrificeringen af jernbanen er et stort og vigtigt projekt, der gør fremtidens togrejse mere klimavenlig og stabil.

Vi kan dog konstatere, at der mangler fremdrift i arbejdet, og derfor er det ikke længere realistisk, at den nuværende tidsplan holder,« siger programdirektør for elektrificeringsprogrammet i Banedanmark Jette Aagaard.

Forsinkelsen vil ifølge Banedanmark også ramme andre planlagte elektrificeringsprojekter.

Det gælder strækningen Holbæk-Kalundborg, dronning Margrethe II’s Bro og fra Nykøbing F Station og ned til den nye Rødby Station.

Det er ifølge Banedanmark uklart, hvor lang forsinkelsen vil blive.

»Banedanmark er i konstruktiv dialog med leverandøren og har fuldt fokus på, at arbejdet gennemføres hurtigst muligt,« siger Jette Aagaard i meddelelsen.