Pilot i svævefly landede på Jens Christians mark: »Det er ikke noget, vi ser hver dag«
Køer fik selskab af svæveflyver, der måtte lande på ægtepars mark.
Jette Sejer Jakobsen og Jens Christian Holgaard spærrede øjnene op, da de søndag ved middagstid kiggede ud over deres marker ved landsbyen Vellev ved Ulstrup i Favrskov Kommune.
På marken lige uden for huset gik deres køer som sædvanlig og græssede stille og roligt, men på en bar majsmark lidt længere væk holdt der et mindre fly, som viste sig at være et svævefly.
»Det er i hvert fald noget, vi ikke er vant til at se herude,« fortæller Jens Christian Holgaard med et smil.
Han gik ud på marken og talte med piloten, som forklarede, at han var på vej til Herning, men manglede opdrift (termik) og derfor havde måttet lande flyet på marken.
»Han var helt rolig og stod og ventede på sit team, der skulle komme og skille flyet ad og køre det hjem,« fortæller Jens Christian Holgaard.
Helt normalt
Han troede, der var tale om en nødlanding, men det var det på ingen måde. Det er helt almindeligt og normal procedure, at en svæveflyver må foretage en marklanding, der også bliver kaldt en udelanding, fordi der mangler opdrift. Det forklarer Thomas Faurholdt Jørgensen, formand for Herning Svæveflyveklub.
»Du har naturligvis en forventning om at gennemføre flyvningen og komme hjem, når du flyver på stræk, men ellers må du lande et andet sted på noget græs eller på en mark. Vi lander jo også på en græsmark i det daglige, så der er ingen forskel, og vi træner i at lande på alle slags marker. Vi er kun kede af at lande på kartoffelmarker,« fortæller Thomas Faurholdt Jørgensen og tilføjer:
»En svæveflyver styrter ikke, og det har intet med nødlanding at gøre. Den lander, og man skal ikke være bekymret og begynde at kontakte politiet. Når man flyver på stræk, har man en aftale med nogen, der kan komme med en hjemhentervogn og transportere flyet hjem.«
Det var det, der skete ved Vellev, hvor piloten med hjælp fra sit team i en hjemhentervogn fik pillet vingerne og halen af og læsset flyveren i vognen.
Formanden for Herning Svæveflyveklub har ikke kendskab til søndagens landing ved Vellev, men det har ikke været nogen fra hans klub. Man skal ikke melde det ind nogen steder, når man foretager en udelanding, og det er ikke lykkedes avisen at finde frem til piloten og hvor svæveflyet ved Vellev kom fra.
Den sidste udelanding, som man har haft i Herning Svæveflyveklub, var i Issenvad ved Ikast, og det længste væk har været i Gjern. Det er omtrent 50 kilometer fra den midtjyske svæveflyveklub, og der er længere fra klubben til Vellev.
Ifølge Thomas Faurholdt Jørgensen har der ikke været godt flyvevejr i snart to uger. Lave skyer og regn er dårligt flyvevejr, mens blomkålsskyer på en ellers blå himmel er at foretrække. Solen varmer jorden op, og den varme luft stiger til vejrs og danner skyer, som man flyver på og glider videre til den næste sky. Ingen skyer eller fuldt skyet vejr er skidt.
»For to uger siden havde vi optimalt flyvevejr, og flere af vores piloter fløj 5-800 kilometer og var oppe i 2,5 kilometers højde.«