Fortsæt til indhold

Christian har solgt firmaet: »Det har været afgørende for mig, at kunderne fortsat er i trygge hænder«

Lystrup-firma har købt Hadsten-firma.

Samfund
csj

Da maj blev til juni, overtog Østjysk VVS virksomheden Hadsten VVS.

»Opkøbet markerer et vigtigt skridt i udviklingen af begge virksomheder og er samtidig et stærkt eksempel på, hvordan lokal forankring, struktur og fælles værdier kan danne grundlag for vækst i bygge- og installationsbranchen,« lyder det i en pressemeddelelse fra Østjysk VVS.

Hadsten VVS er stærkt lokalt forankret i Hadsten og har gennem mange år opbygget en solid kundebase.

Østjysk VVS har i forvejen lager og kontor i Lystrup, og med etableringen af en ny afdeling i Hadsten styrkes den geografiske dækning markant.

»Udvidelsen betyder, at Østjysk VVS fremadrettet kan servicere et endnu større område – herunder i endnu højere grad kunder i Randers og omegn – samtidig med at det lokale kendskab og relationerne fra Hadsten bevares og videreføres,« lyder det i pressemeddelelsen.

Tidligere ejer fortsætter

Med opkøbet samles erfaring, kompetencer og ressourcer i én stærkere organisation, der står bedre rustet til fremtidens krav.

Med sammenlægningen får Østjysk VVS mulighed for at styrke både de administrative funktioner og den faglige kapacitet. Det giver bedre forudsætninger for at håndtere flere og mere komplekse opgaver.

Samtidig bliver overgangen tryg for både kunder og samarbejdspartnere.

Tidligere ejer af Hadsten VVS, Christian Siersted, fortsætter nemlig i virksomheden i en overgangsperiode, hvilket sikrer, at alt fortsætter, som kunderne kender det. Den daglige drift, relationerne og den lokale forankring bevares.

Christian Siersted ser opkøbet som den rigtige løsning for både kunder og virksomhed:

»Det har været afgørende for mig, at kunderne fortsat er i trygge hænder. Med Østjysk VVS får vi både flere ressourcer og en stærk organisation bag os – samtidig med at vi bevarer det lokale fundament, som kunderne kender.«

Med opkøbet styrker Østjysk VVS sin position i Østjylland og skaber et endnu bedre fundament for fremtidig vækst – med fokus på kvalitet, lokal forankring og langsigtede relationer.