Fortsæt til indhold

Kan vinde pris: Etværelses Åbyhøj-lejlighed er med i slutspurten

En etværelseslejlighed i Åbyhøj er blandt de nominerede til Specialprisen under Renoverprisen. Det er den, fordi den viser, at det er muligt at renovere med minimal brug af nye materialer.

Samfund

139 projekter er blevet indstillet til Renoverprisen 2026.

Tidligere på året blev feltet skåret ned til 18, og nu har Renoverprisens Nomineringsudvalg indsnævret feltet yderligere og nomineret seks projekter til hovedprisen – og to projekter til Specialprisen.

I den sidstnævnte kategori finder man en etværelseslejlighed i Åbyhøj – mere om den senere.

Specialprisen belønner alle parterne bag et projekt, »der inspirerer og overrasker med en kreativ tilgang til at forny en bygning, som har historisk/bygningskulturel værdi og/eller værdi for fællesskaber i lokalområdet,« skriver Renoverprisen i en pressemeddelelse.

Vinderholdet bag Specialprisen modtager 10.000 kroner.

Og nu tilbage til lejligheden i Åbyhøj.

Der er tale om en etværelseslejlighed i et alment boligbyggeri, som er blevet renoveret med fokus på cirkulære principper.

Eksisterende materialer og bygningsdele er altså i videst muligt omfang bevaret og genbrugt frem for udskiftet. Nye materialer er kun tilført, hvor det har været nødvendigt.

»Projektet afprøver en mere ressourcebevidst tilgang til almindelige boligrenoveringer,« lyder det i pressemeddelelsen.

Det er boligforeningen AL2bolig, der er bygherre.

Åbyhøj-lejligheden er oppe mod Helnæs Mølle i Ebberup.

Vinderne kåres 3. september.

I lejligheden i Åbyhøj er eksisterende materialer og bygningsdele i videst muligt omfang bevaret og genbrugt frem for udskiftet. Foto: Thomas Muus
I lejligheden i Åbyhøj er eksisterende materialer og bygningsdele i videst muligt omfang bevaret og genbrugt frem for udskiftet. Foto: Thomas Muus