Fortsæt til indhold

Makabert rådyrfund ved Bønnerup Strand: Har en ulv været på spil?

Rådyr med bid i strube og nakke får borger ved Bønnerup Strand til at reagere på forskers opfordring om at indberette mulige ulveangreb.

Samfund

Torsdag morgen blev et dødt rådyr fundet på revlen ved stranden i Bønnerup Strand.

e fotos er taget af Mette Løber og tilsendt Din Avis. Billedematerialet er også sendt til Atlas.dk.

Fundet blev gjort af Mette Løber, der bor på Klitgårdsvej sammen med sin mand.

Rådyret var stadig blodigt og bar tydelige tegn på et voldsomt angreb. Ifølge Mette Løber var dyret bidt i strube og nakke, og alle bløddele var ædt.

Fundet sker i kølvandet på Din Avis Norddjurs’ tidligere artikel om ulve i området og professor Peter Sundes opfordring til borgere om at indberette mulige ulvefund.

Mette Løber har dokumenteret fundet med billeder og sendt oplysningerne til Ulveatlas.dk, som indsamler data om ulve i Danmark.

»Vi ønsker ikke at rejse en storm af en debat om for eller imod ulve, men vi vil selvfølgelig gerne vide, om vi har ulve i vores baghave. Det tror jeg da, at vi alle er interesseret i at vide, for selvfølgelig bekymrer det os, hvis det er tilfældet, fordi det er en ny situation, vi skal forholde os til,« siger Mette Løber.

Naturmennesker

Mette Løber fortæller, at hun og hendes mand har haft sommerhus på adressen siden 1989.

De flyttede permanent til Danmark i 2004 efter en årrække i Luxembourg, hvor de boede af arbejdsmæssige årsager.

Metter Løber og hendes mand beskriver sig som naturmennesker med stor respekt for dyrene i området. Rådyr, fugle og fasaner færdes ofte tæt på huset, og familien nyder at iagttage dyrene, som tydeligvis føler sig trygge på grunden.

»Vi stiller vand ud til dyrene og bidrager også med foder til dem,« siger Mette Løber.

Efter fundet kontaktede Mette Løber først en lokal fåreavler fra Glesborg, som tidligere har mistet får og mistænker ulv som årsag. En sag, som Din Avis tidligere har fortalt om.

Naturstyrelsen blev også kontaktet, men herfra oplyste en medarbejder, at Naturstyrellsen kun rykker ud ved angreb på husdyr.

Derfor er billederne nu sendt til Ulveatlas.dk, og familien afventer svar.

Ulveatlas.dk registrerer løbende indberetninger fra borgere.

Reagerer på opfordring

Mette Løber understreger, at hun ikke tidligere har haft skyggen af mistanke om ulve i området.

Hun henviser til, at professor Peter Sunde, Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet, i Din Avis senest har opfordret til , at borgerne sender håndfaste beviser til Ulveovervågningen.

Han forklarer, at ulveovervågningen i Danmark er afhængig af borgernes indberetninger, og at det er vigtigt, at observationer bliver rapporteret til myndighederne.

»Ulve etablerer sig typisk over nogle måneder, og det er vigtigt, at folk rapporterer ind med noget håndfast materiale, foto og video, så vi kan følge udviklingen,« lød det fra Peter Sunde. 26. maj til Din Avis.

Din Avis følger sagen og opdaterer, når der foreligger nyt fra Ulveatlas.dk eller fra professor Peter Sunde.