Busserne rykker tilbage på stationen: Nu er der lavet plads til de nye, 18 meter lange el-busser
Moderniseringen af Hammel Rutebilstation skal sikre plads til de nye el-ledbusser. Nu er anlægsarbejdet færdigt, og busserne "flytter hjem".
Fra fredag 12. juni kan man igen stige på bussen fra de normale perroner på Hammel Rutebilstation. Efter et par måneders ombygning og modernisering, hvor busserne har parkeret på Anbækvej, kan busserne igen indtage deres normale holdepladser inde på stationsområdet.
Det skriver Favrskov Kommune på Facebook.
Rutebilstationen er blevet moderniseret, fordi der fra 28. juni bliver indført 18 meter lange elektriske ledbusser. Det er noget længere, end busserne hidtil har været, og derfor er der behov for mere plads.
Ud over at gøre plads til de nye busser har Favrskov Kommune også gennemført en generel optimering af stationsområdet »med fokus på at øge tilgængeligheden, trafiksikkerheden og komforten for de rejsende,« skriver kommunen, som fortsætter:
»Der mangler fortsat at blive sat beplantning i bedene, da det er uhensigtsmæssigt at sætte nye planter om sommeren. Derfor venter vi med det til efteråret.«