Fortsæt til indhold

Kunderne blev væk: Et enkelt skilt skabte kaos på Ryomvej

Vejarbejde, manglende info og hjemmelavet papskilt sendte den populære gårdbutik ud i en stille torsdagskrise.

Samfund

Gartnergården stod intetanende torsdag morgen, da kunderne udeblev på grund af vejarbejde på Ryomvej.

Syddjurs Kommune udfører i øjeblikket vejarbejde på Ryomvej, der forbinder Korslund-rundkørslen med Ugelbølle. Ved ankomsten til rundkørslen er det tydeligt skiltet, at vejen er spærret, medmindre man har ærinde som arbejds- eller beboerkørsel, som det fremgår af skiltet.

Det første stykke af vejen er ofte stærkt trafikeret i dagtimerne, da indkørslen til den populære Gartnergården ligger her.

Torsdag morgen oplevede Gartnergården, at kunderne udeblev, og der var ikke det sædvanlige salg af kaffe og brød.

»Vi fandt hurtigt ud af, at der ikke stod noget på skiltet om, at indkørsel til Gartnergården fortsat er muligt,« fortæller Mathias La Cour Jonasson, der sammen med sin hustru Pil La Cour Jonasson driver Gartnergården.

Lavede selv papskilt

Mathias La Cour Jonasson kontaktede den ansvarlige for vejarbejdet og fik tilladelse til selv at opsætte et papskilt, hvor det blev oplyst, at der fortsat er adgang til Gartnergården.

»Vi synes, det er lidt mærkværdigt, at vi intet har fået at vide om vejarbejdet af Syddjurs Kommune. I det mindste kunne kommunen da have sendt en skrivelse i e-Boks,« siger Mathias La Cour Jonasson.

Han understreger, at han ikke er imod vejarbejdet på Ryomvej, og opfordrer til, at der samtidig etableres en cykelsti på strækningen, selv om han erkender, at det nok er et drømmescenarie.

»Det var sådan en lidt træls morgen, hvor vi, efter at vi havde åbnet, blev mødt af et par sure gæster, som kritiserede os for ikke at have oplyst om, at man sagtens kunne komme i bil til Gartnergården som altid.«

Mathias La Cour Jonasson oplyser, at han ikke ved, hvor lang tid vejarbejdet varer.

Din Avis har kontaktet Syddjurs Kommunes pressechef Ole Bjarke Nielsen for at få oplysninger om vejarbejdets tidsmæssige længde, og hvorfor der tilsyneladende er sket et kommunikationskaos.

Pressechefen vender tilbage.

»Vi beklager...«

Pressechef Ole Bjarke Nielsen skriver i en mail fredag eftermiddag til Din Avis:

»Der er tale om asfaltering på Ryomvej via en privat entreprenør. Vi beklager, at der ikke er blevet givet ordentlig besked til Gartnergården.«