Fortsæt til indhold

Efterlod ungarbejder i gråd: Nu siger uddeler fra

Den kvindelige ungarbejder er ifølge uddeleren i god behold, og der er personale, der tager hånd om hende.

Samfund
TV2 Østjylland

En ungarbejders oplevelse i Superbrugsen i Solbjerg syd for Aarhus var lørdag så grænseoverskridende, at uddeleren så sig nødsaget til at reagere.

Anders Højen, som han hedder, fortæller til TV2 Østjylland, at en kunde talte så grimt til medarbejderen, der har arbejdet i butikken under to måneder, at hun måtte forlade kasselinjen grædende.

»Så er man langt over grænsen. Hvis man oplever, at personalet begynder at græde, så er det nok,« siger han til TV2 Østjylland,

Han blev så tilpas fortørnet og vred, at han skrev et opslag på Facebook fra brugsforretningens Facebook-profil.

Her fremgår det, at der blev brugt nedladende og grove skældsord.

I Superbrugsen Solbjerg har Anders Højen en del lokale unge, der har første job.

Konflikten opstod ved kasselinjen på grund af fejl i prisen på en vare.

»Jeg synes, når vi har unge mennesker, som er ude på første arbejdsplads, så skal de tages godt imod. Både af arbejdsgiver og -plads. Og det er selvfølgelig mit ansvar, at der ikke er fejl i en pris, så en kunde overfuser hende, men folk har altså også et ansvar for at opføre sig ordentlig,« siger han.

Og det skal man for at få lov at handle i butikken.

»Vi har forståelse for, at man som kunde kan være utilfreds eller frustreret, men det giver da aldrig ret til at tale grimt til vores personale,« skrev uddeleren blandt andet i Facebook-opslaget.

Et andet element fra dagen, der ærgrer uddeleren, er, at ingen af de andre kunder i køen tilsyneladende gjorde noget, da medarbejderen blev overfuset.

»Det ville da have været dejligt, hvis de to-tre andre i køen havde sagt fra. Det ville have klædt dem, men det var der ikke nogen, der gjorde,« siger han.

Anders Højen appellerer til, at vi hjælper hinanden – og i første omgang opfører sig ordentlig.

Den kvindelige ungarbejder er ifølge uddeleren i god behold, og der er personale, der tager hånd om hende.

Ifølge en undersøgelse fra HK, har 83 procent – svarende til fem ud af seks – af HK’s butiksansatte medlemmer inden for de seneste 12 måneder oplevet »grim og nedsættende tale« fra kunder.