Efter mere end 30 år med hårdt fysisk arbejde har kroppen sagt stop: »Jeg er sgu' slidt op«
Claus Svendsen stopper og overlader det fulde ejerskab af Car-Team til Nikolaj Rytter.
Om få uger giver Claus Svendsen slip på sit arbejdsmæssige livsværk gennem flere årtier, dæk- og autoservicefirmaet Car-Team i Hammel.
Claus Svendsen og hans kompagnon Nikolaj Rytter var begge ansat i Hammel Vulkanisering & Dækcenter på Industrivej i Hammel, som de i 2003 overtog fra Nikolaj Rytters svigerfar, Hans Knop. Tre år senere overtog de Motorkompagniet/Opel i Hammel på Norgesvej, flyttede den fælles virksomhed dertil og skiftede navn til Car-Team.
Claus Svendsen har været arbejdende værkfører i dækcentret og samtidig haft den omtrent daglige tjans at rykke ud i virksomhedens servicevogn for at hjælpe lastbiler og traktorer på marker og i skove med punkteringer og lignende.
»Jeg har arbejdet med det her i over 30 år, og før det var jeg i forsvaret. Det har altid været fysisk arbejde, der har slidt på kroppen, og jeg er sgu’ slidt op,« fortæller han.
Vil savne kunderne
Lysten og engagementet er ifølge Claus intakt, men han har gennem flere år kunnet se en udløbsdato på sit arbejde og snakket om, hvornår han skulle trække stikket, men den ene dag har taget den anden.
Begge knæ trænger til at blive udskiftet, og han kan ikke rigtig løfte den ene arm, fortæller Claus, efter at han for et stykke tid siden faldt ned fra en stige på et tag. Kroppen har sendt et tydeligt signal om, at det er tid til at prioritere sig selv, så nu har han endelig i en alder af 60 år besluttet at stoppe og overlade ansvaret i Car-Team til Nikolaj Rytter.
»Det har været en stor del af mit liv i mange år, og jeg er både stolt og taknemmelig over det, vi har bygget op sammen. Jeg kommer til at savne kunderne – nogle af dem har været med i alle årene. Heldigvis er jeg lokal og vil blive ved med at støde på folk. Jeg kan godt lide at snakke med folk, og det kan tage lang tid for mig at komme gennem hestemarkedet,« fortæller Claus Svendsen med et smil.
Har sat tydelige spor
Beslutningen om at stoppe har som nævnt været undervejs i længere tid, så det kommer ikke som det store chok for Nikolaj Rytter, der er noget yngre end Claus Svendsen, at han fremover skal drive Car-Team på egen hånd. De vil fortsat eje bygningerne sammen, men fra 1. august overtager han officielt sin kompagnons ejerandel og bliver eneejer.
»Vi har jo haft virksomheden sammen i 23 år, og Claus har været med til at bygge både dækcentret, relationerne og kulturen op omkring værkstedet. Hans indsats har sat tydelige spor hos både medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere, og han har en kæmpe viden og har stået for oplæring af nye folk i dækcentret. Heldigvis har vi en Claus mere, der kan noget af det samme, men vi får brug for en eller måske to nye folk for at lave alle de ting, Claus har lavet,« siger Nikolaj Rytter.
Der arbejder i alt 14 mand i Car-Team, der opbevarer 3.000 dæk for kunder og i foråret har 1.000 nye sommerdæk på lager og i efteråret 1.000 nye vinterdæk på lager i dækcentret for at håndtere kundernes efterspørgsel.
I autoværkstedet arbejder 5-6 mand med at reparere biler og udføre service, og der er to mand beskæftiget på skade- og pladeværkstedet med at hjælpe bilister, der har haft en skade på bilen.
Familie og hobbyer
Alt det siger Claus Svendsen farvel til, men han forventer at bevare forbindelsen til Car-Team, kigge forbi til en snak og følge livet på værkstedet fra sidelinjen. Han er dog ikke specielt bekymret for sit nye liv som pensioneret mekaniker og dækmand.
»Det bliver noget af en omvæltning, men jeg får ikke svært ved at få tiden til at gå. Jeg er så heldig at have børn og børnebørn og flere hobbyer, blandt andet gamle biler, og der er flere af mine kammerater, der er holdt op og er gået på pension.«
Claus Svendsens fratræden er allerede blevet markeret. Det skete for nylig i forbindelse med fejringen af Car-Teams 20-års jubilæum, hvor medarbejdere, venner og nære relationer til værkstedet var samlet til et arrangement.