Kommunen har afsløret 68 tilfælde af socialt bedrageri på et år
Systematisk kontrolindsats har afsløret bedrageri for millioner.
Kontanthjælp, sygedagpenge, fleksjob og økonomisk friplads.
Det er nogle af de områder, hvor Favrskov Kommune har afsløret socialt bedrageri.
To medarbejdere har i 2025 behandlet 68 sager og afsløret socialt bedrageri og uretmæssige udbetalinger for næsten 2,7 mio. kr.
Indsatsen har resulteret i tilbagebetalingskrav på ca. 600.000 kr. og fremadrettede besparelser på ca. 2,1 mio. kr. i form af ydelser, der er blevet nedsat eller stoppet, fordi betingelserne for udbetaling ikke var opfyldt.
»Når nogen snyder med fællesskabets penge, går det ud over både tilliden og de borgere, der reelt har brug for hjælpen. Derfor er det helt nødvendigt, at vi reagerer konsekvent, når reglerne ikke bliver overholdt,« siger borgmester Lars Storgaard i en pressemeddelelse fra Favrskov Kommune.
De to medarbejdere, der udgør kommunens kontrolgruppe, varetager kontrolindsatsen i et tværgående samarbejde med blandt andre jobcenteret, Borgerservice og Opkrævningen. Derudover er der et tæt samarbejde med eksterne myndigheder som Udbetaling Danmark, Skattestyrelsen og politiet.
Kontrolgruppen har både fokus på at opdage uretmæssige udbetalinger og på at forebygge, at snyd fortsætter, så hjælpen målrettes de borgere, der har ret til den. Borgmesteren understreger, at arbejdet fortsætter:
»Det er vigtigt for os i Favrskov Kommune, at offentlige ydelser går til de borgere, der har ret til og brug for ydelserne. Når pengene bliver brugt rigtigt, gør de størst mulig forskel i hverdagen, og det er netop derfor, vi fortsætter den systematiske kontrolindsats.«
læser