Fortsæt til indhold

Nu er grundstenen lagt til boligkvarteret Axelhave i Aarhus

Axelhave markerer en milepæl i transformationen af det historiske hospitalsområde til ny bydel.

Samfund
sb

I dag, tirsdag 23. juni, blev grundstenen lagt til Axelhave, et nyt boligkvarter i hjertet af det tidligere Aarhus Amtssygehus og en del af det nye Amtssygehuskvarter i Aarhus.

Axelhave omfatter en gennemgribende konvertering af den ikoniske Sengebygning fra 1935 samt opførelsen af to nye boligejendomme. Samlet resulterer det i omkring 375 nye lejligheder.

Sengebygningen bliver omdannet til moderne boliger, mens de nye bygninger udformes som en »nutidig fortolkning af det eksisterende arkitektoniske udtryk.«

De tidligere sengestuer er ryddet og renoveret. Omdannelsen og indretningen til lejligheder er i fuld gang. Foto: Raundahl & Moesby

Ambitionen bag projektet, der er en del af en større vision for Amtssygehuskvarteret, er at skabe et samspil mellem det eksisterende og det nye, hvor historiske strukturer genanvendes og videreudvikles i en moderne kontekst.

Axelhave realiseres i samarbejde mellem investoren PenSam og totalentreprenøren Raundahl & Moesby. Aarhus Kommune har fastlagt de overordnede rammer for udviklingen af Amtssygehuskvarteret.

Axelhave indrettes med park, stiforbindelser og opholdsrum, og idéen er, at boligprojektet bliver en aktiv del af Amtssygehuskvarteret.

Når Amtssygehuskvarteret er fuldt udbygget om 10-15 år, forventer Aarhus Kommune, at der vil bo omkring 2.500 beboere på den gamle sygehusgrund.