Flåtbid, forbrænding og diarré: Det spørger danskerne lægen om i sommerferien – og sådan undgår du det
Erfaringer viser, at de fleste af sommerens hyppigste sygdomme og skader kan forebygges eller håndteres langt bedre med den rette viden.
Falck Rejseassistance modtager hvert år tusindvis af henvendelser fra danskere, der bliver syge eller kommer til skade i udlandet. I år forventer de at hjælpe over 6.500 danskere, som er på ferie i udlandet – og mønstret er forudsigeligt: turistmave, dehydrering, øreinfektioner og faldulykker dominerer sygdomsbilledet i sommerferien.
Det skriver Falck i en pressemeddelelse.
Også hos Falcks online læge stiger aktiviteten i ferieperioderne. I juli er der typisk cirka 30 procent flere konsultationer end resten af året, og mere end hver fjerde henvendelse til online lægen kommer fra danskere i udlandet. Sygdomsmønstrene er de samme som i Falcks Rejseassistance.
Blandt de danskere, der holder ferie i Danmark, kommer der mange henvendelser om insektstik og bid, herunder flåtbid, som herhjemme er en af sommerens hyppigste henvendelser.
Erfaringerne fra Falcks Rejseassistance og online læge viser, at de fleste af sommerens hyppigste sygdomme og skader kan forebygges – eller i hvert fald håndteres langt bedre – med den rette viden.
På baggrund af årelang erfaring med sygdomme i udlandet og sundhedsrådgivning har Falcks læger samlet deres vigtigste råd til sommerferiens mest almindelige udfordringer. Du kan læse dem i faktaboksen her på siden.
læser
lige nu