Brødre har brugt fem måneder på at omforme gammel pølsevogn. Nu har byen fået det spisested, den har savnet
Safi Abdul og hans bror Masiah driver i forvejen Café Benjamin. Nu åbner de også nyt kebab-spisested.
Safi Abdul viser rundt i det lille spisested, mens han fortæller, at det kom noget bag på ham og hans bror Masiah, hvor meget arbejde, det egentlig krævede at gøre stedet klar.
Nu er der lagt nyt gulv flere steder og væggene er gevaldigt shinet op med lys maling. Køkkenet er sat i stand, og nu står der to nye shawarma-grill klar og fortæller, at den tidligere pølsevogn på Nedergade nu er Ebeltoft Döner & Kebab.
For brødreparret Safi og Masih Abdul har det været helt afgørende, at tingene kom helt i orden og stedet blev sat i stand, inden det nye spisested kunne åbne.
»Vi har været i gang med det i fem måneder. Det var meget slidt, så vi blev lidt overraskede over, hvor meget det krævede at få det sat i stand. Der har da også været tidspunkter, hvor vi har tænkt, at det var alt for meget arbejde, men hvis man vil åbne noget nyt, så skal man også gøre det ordentligt,« siger fastslår Safi Abdul.
Friskt og professionelt
Det gælder også for maden, lover han. Når man bestiller en rulle i det nye spisested kan man være sikker på, at alt er frisklavet.
Kødet kommer fra en nøje udvalgt leverandør, der skærer kødet i de helt rigtige tynde skiver, så de kan samles lag på lag på grillspyddet. Der er med andre ord ikke tale om for-producerede produkter.
Det er også derfor, at brødrene er på udkig efter de helt rigtige erfarne medarbejdere, som kan håndtere maden på den rigtige måde.
Lige nu har Ebeltoft Döner & Kebab kun åben lørdag og søndag fra 12-21, hvor det er Safi Abdul, man møder i spisestedet.
Sådan skal det dog ikke fortsætte.
Sammen driver Safi og Masiah Abdul også Café Benjamin i Øer Maritime Ferieby, og det er fortsat her størstedelen af tiden skal bruges for Safi, som står for den daglige drift.
»Når vi har mandskabet på plads, så regner vi med at holde åbent dagligt. Men det kræver, at vi finder de rigtige medarbejdere, fordi det skal være nogen, der ved, hvad de laver, så jeg ikke skal være her hele tiden,« forklarer Safi Abdul.
Byen har manglet en kebab
Han bor til daglig i Risskov, mens hans bror Masiah bor i Hammel, hvor han også driver et rengøringsfirma.
Det er således Safi, der har det daglige ansvar for spisestederne i Ebeltoft. Han er tidligere købmand og blandt andet arbejdet i den tidligere Spar-forretning i Hinnerup.
Han har imidlertid også stor erfaring i madens verden, og for syv år siden åbnede brødrene Café Benjamin.
Igennem længere tid har de dog også undret sig over, at der ikke var et sted i Ebeltoft med en god hjemmelavet klassisk rullekebab, og da de så, at den tidligere pølsevogn blev sat til salg, slog de til.
På spisestedets facebookside kan man da også se, at en god rulle har været savnet i Ebeltoft. Altså mens andre naturligvis gerne havde set, at stedet var (i)genåbnet som pølsevogn.
»Ja, jeg har også set, at der er nogen, der siger, at de bare vil have en pølse, men vi ville gerne prøve noget nyt, og der er ikke andre steder i Ebeltoft med kebab, så det ville vi gerne prøve af. Og vi er heldigvis også blevet taget rigtig godt imod med masser af glade kunder,« fortæller Safi Abdul efter Ebeltoft Döner & Kebab åbnede lørdag 20. juni.
Nu ser han spændt frem til, at højsæsonen og turisterne for alvor indfinder sig i Ebeltoft.
Med sin placering mellem havnen og byen har Safi Abdul en stor forventning om, at der nok skal blive travlhed i den nyåbnede kebab-biks.
»Der er rigtig mange turister, der går forbi herude, som sikkert kan blive småsultne. Og så tror jeg også bare på, at vi kan tilbyde noget, som Ebeltoft har manglet,« siger Safi Abdul.
læser
Kold aflivning af 10. klasse og HF – uden bedøvelse
lige nu