Fortsæt til indhold

»Banebrydende børnehave« tager form – er bygget af halm og genbrugsmaterialer

I fredags kunne man fejre rejsegilde for det kommende Rønde Børnehus, der er et pilotprojekt for Syddjurs Kommune og kommunens bæredygtighedsstrategi.

Samfund

»Banebrydende børnehave i halm og genbrugsmaterialer vinder udbud«, kunne man læse i mediet Dagens Byggeri i en artikel i maj 2024.

Artiklen handler om, at Syddjurs Kommune med den netop vedtagne Bæredygtighedsstrategi for kommunale ejendomme fra januar 2024, for første gang realiserede disse principper i byggeriet af Rønde Børnehus.

Der var første spadestik i februar i år, og i fredags var der rejsegilde.

Børnehuset ligger på Skrejrupvej tæt på Rønde Skole og Rønde Idrætscenter, og åbner i foråret 2027 med plads til 120 børn i vuggestue og børnehave.

Rønde Børnehus består også af afdelingerne Moesbakken og Vigen. Disse skal herefter delvist renoveres.

Børnene var med til rejsegilde

Håndværkere, arkitekt, teknikere, kommunale repræsentanter med mere var inviteret med til rejsegildet. Denne dag var også nogle helt særlige gæster med, nemlig børn fra Moesbakken og Vigen. De lyttede tålmodigt under talerne, der priste byggeriet, men var også glade, da de senere blev budt på en is.

»I dag kan vi se, hvordan visionen tager form. Dette er et byggeri med en tydelig retning, et bæredygtigt børnehus, et foregangsprojekt i forhold til Syddjurs Kommunes bæredygtighedstrategi for kommunale bygninger. Her er fokus på en bedre udnyttelse af kvadratmeterne, høj kvalitet og lang holdbarhed samt et lavere CO2-aftryk ved materialevalg og genbrug,« sagde Ole S. Hansen, formand for Familie-, børne- og læringsudvalget, blandt andet i sin tale ved rejsegildet.

Daginstitutionen har også fokus på bevægelse ude og inde. For eksempel vil tre udestationer fordelt på grunden, med mulighed for aktiviteter, ophold og toilet, appellere til ophold udenfor.

Bedre end ambitionen

Birthe Buhl, bygherrerådgiver i Syddjurs Kommune, understreger, at børnehaven er banebrydende for byggebranchen.

Et af målene var eksempelvis at bygge med et så lavt CO2-aftryk som muligt. Ambitionen var, at projektet skulle holde sig under maks. 8 kg CO2/m2/år. Det tegner imidlertid til at blive endnu bedre, idet det sandsynligvis ender under 4 kg CO2/m2/år.

Børnehaven er bygget op i halmelementer med en klimaskærm af genbrugsmaterialer og så lidt beton som muligt. Der er således genbrugsmaterialer på facadens regnskærm og på taget og genbrugte loftmaterialer inde i bygningen. Både regnskærmen på facaderne, taget og facadeelementerne med halm kan adskilles og benyttes igen til upcycling, genbrug og genanvendelse.

Arkitekturen er enkel og uden overskydende materialer, og for eksempel etableres der ikke beklædning i udhænget, så tagspær og samlinger er synlige fra jorden.

Eternittage fra minkfarme

Eternittaget stammer fra nedlagte minkfarme. Pladerne er testet, renset og godkendt inden opsætning, og for at sikre den underliggende konstruktion er taget beklædt med undertag, hvis pladerne mod forventning skulle være utætte.

På facader og gavle kommer der efter planerne stålprofiler, træbeklædning, eternit og skærmtegl i et smukt farvespil. Birthe Buhl forklarer, at det er en udfordring at finde tilstrækkelige mængder genbrugsmaterialer, hvorfor facaden er opdelt i mindre lodrette moduler.

»På den måde kan vi veksle materialer og udskifte dem igen, hvis de viser sig ikke at være egnede.«

Gulvene er kalciumsulfatgulve i stedet for beton. Inventaret bliver så vidt muligt genbrug, blandt andet skabe fra den nedlagte Skelhøjeskolen i Ebeltoft.

Birthe Buhl tilføjer, at der har været et tæt samarbejde med rådgiver og entreprenør sammen med kommunens forsikringsselskab under projekteringen.

»Løsninger er drøftet, gransket og kvalitetssikret, så forsikringen også er tilfreds med resultatet og følger med på sidelinjen.«