Fortsæt til indhold

Aarhus spiller hovedrolle i millionprojekter for et tryggere natteliv

Digitale og fysiske løsninger skal bidrage til større tryghed på hjemturen fra nattelivet. Flere af projekterne har Aarhus som omdrejningspunkt.

Samfund
ceb

Mange unge, særligt unge kvinder, er utrygge, når de færdes alene i aften- og nattetimerne – blandt andet på vej gennem byen, ved ventetid på transport og i mørke områder. Sager om voldtægt og drab på kvinder sætter sig og skaber utryghed. Det viser tal fra Det Kriminalpræventive Råd.

Derfor blev der som led i ’Trygt og sikkert natteliv for alle’ fra 2025 afsat 10,2 millioner kroner til en pulje, der skal understøtte lokale løsninger for en tryg hjemtur fra nattelivet. Puljen er nu udmøntet til fem projekter, som på forskellig vis skal bidrage til at øge trygheden for unge.

Det skriver Beskæftigelses- og Ligestillingsministeriet i en pressemeddelelse.

»Når hver anden unge kvinde er utryg på vejen hjem fra nattelivet, og endnu flere bekymrer sig om at blive udsat for et seksuelt overgreb eller drugging, når de tager i byen, har vi et samfundsproblem. Det er helt urimeligt, at så mange unge kvinder er utrygge, vælger andre ruter eller for eksempel tager nøglebundt i hånden, som de kan forsvare sig med, for at føle sig trygge. Derfor støtter vi nu fem projekter, der skal gøre hjemturen fra nattelivet tryggere og give os vigtige erfaringer,« siger beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Ane Halsboe-Jørgensen (S) i pressemeddelelsen.

To Aarhus-projekter iblandt

Projekterne spænder fra lokale tryghedsskabende indsatser og samarbejdsmodeller til digitale og fysiske løsninger i det offentlige rum. Fælles for projekterne er, at de har unge som primær målgruppe og skal styrke trygheden i forbindelse med hjemturen fra nattelivet.

De to projekter, der har fået mest i støtte, trækker tråde til Aarhus.

Projektet ’Hey, er du okay?’ gennemføres af Sex & Samfund i samarbejde med Tryg Aalborg, Aarhus Kommune, Københavns Kommune og Dansk Live.

Der er tale om en landsdækkende indsats, der blandt andet består af en kampagne og et digitalt læringsunivers, som skal give unge redskaber til at støtte hinanden og handle i utrygge situationer, samt undervisningsmateriale til opkvalificering af medarbejdere og frivillige i nattelivet.

Projektet har fået knap seks millioner kroner.

Der er også givet knap 1,5 millioner kroner til at udvikle og gennemføre workshops på ungdomsuddannelser og i ungdomsmiljøer samt events i nattelivet i Aarhus, Odense og København, som giver unge praktiske redskaber til at handle og støtte hinanden i utrygge situationer.

Se video: