Fortsæt til indhold

Efter varsel om store besparelser på socialområdet: Donation skaber ro om fællesskaber for udsatte unge i Aarhus

Bevillingen skal være med til at sikre fortsat drift af frivilligdrevet værested, der skaber trygge fællesskaber for ensomme og udsatte unge voksne.

Samfund
ceb

Plexus Aarhus har gennem flere år haft ugentlige åbningsaftener, sociale arrangementer og fællesskabsaktiviteter for udsatte unge voksne.

Med en bevilling på 60.000 kroner fra LB Foreningen i Region Midtjylland er det nu muligt for Plexus at drive sine aktiviteter videre i 2026.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

»Vi møder hver uge unge, som mangler et sted at høre til. Plexus er et rum, hvor du kan være dig selv uden krav og samtidig blive en del af et fællesskab. Støtten fra LB Foreningen er afgørende for, at vi kan holde dørene åbne og fortsætte vores arbejde – især i en tid, hvor vores økonomiske grundlag er usikkert,« siger Fabian Mathiasen, der er frivillig repræsentant for Plexus Aarhus, i pressemeddelelsen.

I Region Midtjylland har LB Foreningen i år haft særligt fokus på at støtte indsatser, der styrker livsvilkårene for mennesker i sårbare positioner – herunder unge, der risikerer at stå uden for fællesskabet.

»Plexus Aarhus er et stærkt eksempel på, hvad frivillige kræfter kan skabe, når de tager ansvar for et vigtigt samfundsproblem. De når en målgruppe, som ofte falder mellem eksisterende tilbud. Med støtten ønsker vi at bidrage til, at endnu flere unge får adgang til et trygt og inkluderende fællesskab,« siger Birthe Lundgaard, der er lokal repræsentant og medlem af uddelingsrådet for LB Foreningen i Region Midtjylland.

Sammen med pengene modtager Plexus også et unikt værk af kunstneren Line Jensen. Værket er nummereret og signeret af kunstneren.

Se video: