Randers kommer med konkret bud: Sådan vil borgmesteren lokke Forsvaret til byen
»Det er ikke set før i Danmark,« siger borgmester Rosa Lykke Yde (SF).
Ambitionen er at skabe et nyt simulations- og konferencecenter på Randers Kaserne.
Det skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.
Det skal være et sted, hvor Forsvaret på tværs af værn kan uddanne sig, og hvor koblingen mellem simulation, undervisning, træning og praktisk brug kan forenes. Planen er, at det er her, Forsvaret digitalt skal lære at bruge nye våbensystemer, droner og andre komplekse militære systemer.
Samtidig skal der være mulighed for en stærk kobling til de virksomheder, der leverer teknologi og løsninger til Forsvaret.
»Vi har gjort os umage for at komme med et seriøst bud på det, som Forsvaret efterspørger. Forslaget bygger på de bedste erfaringer fra Norden og Europa. Samtidig er det udviklet med afsæt i behov, som Forsvaret har peget på, og gennem tæt dialog med Forsvaret og øvrige aktører i totalforsvaret, herunder politi, beredskab og hjemmeværn,« siger borgmester Rosa Lykke Yde (SF) i pressemeddelelsen.
»Beliggenheden er i top«
I dag rummer Randers Kaserne kontorfaciliteter, hvor både Randers Kommune og andre virksomheder lejer sig ind.
Det nye center skal etableres på den del af den eksisterende kaserne i Randers, som i dag er ejet af By i Byen og Public Property Invest AB (PPI).
Det vil være nødvendigt at bygge flere kvadratmeter for at rumme både simulations- og konferencecenter samt plads til et tæt samspil med virksomheder, der leverer teknologi og løsninger til Forsvaret.
»Dette vil ligeledes skabe nye investeringsmuligheder i Randers. Det er muligt i området, som tidligere rummede en stor kaserne med store træningsarealer omkring,« skriver Randers Kommune i pressemeddelelsen.
Samtidig vil der på kasernens arealer være plads til de virksomheder, som kan og vil bidrage til Forsvarets genopbygning. Forsvaret har selv peget på vigtigheden af at komme tættere på de virksomheder og leverandører, der udvikler de teknologier og løsninger, som fremtidens forsvar skal bruge. Det er en central del af ambitionen med projektet.
»Man må sige, at beliggenheden er i top. Det nye center vil ligge midt i landet, tæt på E45, tæt ved en flyveplads i Randers og tæt på Randers Havn,« siger borgmesteren og fortsætter:
»Samtidig har Randers en størrelse og en placering, der gør det muligt både at uddanne, tiltrække og fastholde medarbejdere til de nye private arbejdspladser, som kan opstå omkring projektet. Det er også vigtigt for Forsvaret, fordi adgang til kompetencer og stærke lokale miljøer bliver afgørende i de kommende år.«
Hun vil nu på vegne af Randers Kommune, Byen i Byen og PPI gå videre med projektet og tage kontakt til forsvarsminister Jeppe Bruus (S).
»For første gang i Danmark kan vi skabe et simulations- og konferencecenter til Forsvaret, hvor der er plads til et tæt samspil med industrien. Det er faktisk et unikt økosystem. Det er ikke set før i Danmark,« siger Rosa Lykke Yde.
læser
lige nu