Ladcykel, livredning og jazz: Tre projekter i Skanderborg Kommune får støtte
De tre projekter har hver fået 10.000 kroner.
38 foreninger og klubber i Auras lokalområde har i forårets uddelingsrunde modtaget støtte fra Auras Lokalværdipulje – og mere end 100 foreninger har søgt om støtte.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
»Det er inspirerende at opleve det store engagement blandt de mange frivillige, som hver dag skaber aktiviteter og mødesteder for mennesker i vores lokalområder. De mange ansøgninger vidner om et stærkt foreningsliv og et aktivt lokalområde, og derfor er vi glade for at kunne bidrage økonomisk til en række af de gode initiativer,« siger Carsten Höegh Christiansen, der er administrerende direktør i Aura, i pressemeddelelsen.
Ladcykel og livredning
Børnehuset Søvang i Stilling ønsker at give børnene endnu flere oplevelser uden for børnehavens rammer.
Med en ladcykel bliver det lettere at tage på ture i lokalområdet, hvor alle børn kan komme med, og samtidig styrker den både bevægelse, fællesskab og trivsel i børnenes hverdag. Derfor har Børnehuset Søvang modtaget 10.000 kroner til indkøb af en ny ladcykel.
»Vi er meget glade for støtten. Ladcyklen giver os mulighed for at tage endnu flere børn med på ture i lokalområdet, hvor de kan opleve naturen og fællesskabet på en ny måde. Det bliver en stor gevinst for både børn og medarbejdere,« siger Helen Tawel, der er konstitueret leder i Børnehuset Søvang.
I Låsby Svømmeklub arbejder de frivillige hver uge for at skabe trygge rammer for både børn, unge og voksne i svømmebadet. Nu får klubben endnu bedre muligheder for at styrke sikkerheden omkring svømningen.
De har nemlig fået 10.000 kroner til en livredningspakke bestående af en hjertestarter og et udendørsskab.
I Tåning har den lokale jazzfestival også fået 10.000 kroner.
»Støtten er med til at sikre, at vi også i år kan samle mennesker omkring musikken og skabe liv i lokalområdet. Opbakning fra lokale sponsorer er afgørende for, at vi kan fortsætte med at udvikle festivalen,« siger Poul Bjerregaard fra Tåning Jazzfestival.
Auras Lokalværdipulje har hvert år ansøgningsfrist i maj og oktober. Som lokalt andelsselskab har Aura en lang tradition for at støtte det lokale foreningsliv. En tradition som bunder i, at Aura ønsker at give noget tilbage til selskabets ejere, andelshaverne.
læser
lige nu