Letbanen aflyser flere afgange de næste mange dage
Aarhus Letbane kommer til at køre med stærkt reduceret drift fra 2. juli til og med fredag den 10. juli. Ifølge letbanedirektør Michael Borre er målet at være »klar til normal drift« engang i august.
På grund af sporspærringer og et begrænset antal tilgængelige letbanetog kommer Aarhus Letbane til at køre med stærkt reduceret drift fra torsdag den 2. juli til og med fredag den 10. juli.
Det oplyser Aarhus Letbane i en pressemeddelelse.
Torsdag den 2. juli og fredag den 3. juli er det strækningen mellem Hornslet og Grenaa, der er indstillet, og her indsættes der erstatningsbusser (rute 88) mellem Grenaa og Hornslet hele dagen.
Torsdag morgen kører de første tre afgange på L1 dog fra Grenaa mod Aarhus for at få togene sat i drift.
På L2 og den øvrige del af L1 køres der med timesdrift. Derudover indstilles al kørsel på L1 efter kl. 20.00 torsdag og fredag som følge af planlagte spærringer ved blandt andet Nørreport og Lisbjerg.
Og fra lørdag den 4. juli til søndag den 12. juli kører både L1 og L2 fortsat med timesdrift. Der kan forekomme yderligere ændringer som følge af planlagte arbejder på infrastrukturen, skriver oplyser Aarhus Letbane.
Den reducerede drift skyldes en kombination af planlagte sporspærringer i forbindelse med infrastrukturarbejde samt mangel på tog som følge af ombygning af magnetskinnebremser, skader fra uheldet i sidste uge ved Tranbjerg, hvor en køreledning blev revet over, samt planlagt togvedligehold.
»Jeg ved, at de mange ændringer og aflysninger er frustrerende for vores passagerer, og det er jeg oprigtigt ked af,« siger Michael Borre, administrerende direktør ved Aarhus Letbane.
»Målet er at være klar til normal drift i uge 33 – herunder åbningen af Lisbjergskolen. Vi gør alt, hvad vi kan, for at få så stabil en drift som muligt under de nuværende omstændigheder, men situationen er bestemt ikke tilfredsstillende,« udtaler direktøren.
Uge 33 går fra 10. august til 16. august.