Fortsæt til indhold

Flere bekymringer efter Jobpatruljen besøgte Skanderborg: En af de unge arbejdede uden kontrakt

Usikkerhed om rettigheder præger stadig unges fritidsjob i Skanderborg, hvor Jobpatruljen har afdækket flere bekymrende forhold.

Samfund
ceb

Jobpatruljen besøgte for nylig Skanderborg, hvor de talte med unge om deres fritidsjob, arbejdsvilkår og rettigheder.

Samtalerne viste, at mange unge fortsat er usikre på deres rettigheder, og at der er forhold omkring arbejdsmiljø, ansættelsesforhold og oplæring, som giver anledning til bekymring, skriver HK Østjylland i en pressemeddelelse.

En af de unge fortalte, at hun snart skulle stå alene i butikken, når chefen gik hjem, hvilket gav anledning til bekymring hos Jobpatruljen.

Ingen kontrakt

En anden af samtalerne kom i stand, efter at holdet på vej ud af en virksomhed mødte en ung medarbejder.

Holdet havde ellers først fået oplyst, at der ikke var ungarbejdere på arbejde. Den unge fortalte efterfølgende, at vedkommende ikke havde en ansættelseskontrakt og var ansat i et såkaldt ”lommepengejob”.

Derudover viste besøgene, at flere unge fortsat er usikre på regler om blandt andet løn under sygdom. Flere havde også begrænset kendskab til, hvad en fagforening er. Enkelte fortalte desuden om pauser, der virkede kortere end reglerne foreskriver, skriver HK Østjylland.

»Noget af det bedste ved Jobpatruljen er, når de unge har lyst til at fortælle om deres hverdag. Vi oplevede stor imødekommenhed på arbejdspladserne i Skanderborg, og vores samtaler gav os et godt indblik i både de gode oplevelser og de udfordringer, nogle unge møder i deres fritidsjob,« siger Victor Volmer, der er koordinator for Jobpatruljen i HK Østjylland, i pressemeddelelsen.

Victor Volmer, der er koordinator for Jobpatruljen i HK Østjylland, oplevede stor imødekommenhed i Skanderborg. Pressefoto

Tryg start på arbejdslivet

Formanden for HK Østjylland, Bent Klim Johansen, var selv med Jobpatruljen rundt i år.

»Det er meget positivt, at så mange arbejdspladser tager godt imod Jobpatruljen. Samtidig kan vi se, at alt for mange unge er usikre på regler om løn under sygdom, tunge løft og ansættelsesvilkår,« siger formanden og fortsætter:

»Det er et fælles ansvar at sikre unge en tryg start på arbejdslivet. De skal mødes af ansvarlige arbejdsgivere, men de skal også kende deres rettigheder, så de ved, hvornår noget ikke er, som det skal være. Jo tidligere de får den viden, desto bedre er de rustet til et langt og godt arbejdsliv.«

Formanden for HK Østjylland, Bent Klim Johansen, var selv med Jobpatruljen rundt i år. Pressefoto
Se video: