Lokalt firma lander stor aftale i USA: »Det gør mig stolt«
»Sammen åbner vi et stort marked i USA, som indtil nu har været svært at komme ind på,« siger direktør.
Virksomheden EC Power på Samsøvej 25 i Hinnerup har indgået et strategisk partnerskab med den amerikanske virksomhed Bergquist Inc.
Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
Aftalen skal sætte skub i salget af EC Powers mikrokraftvarmeanlæg i USA og er »et vigtigt skridt for den østjyske virksomhed på det amerikanske marked,« lyder det i pressemeddelelsen.
Bergquist Inc., der er en veletableret distributøre af propanudstyr i USA, bliver nu national forhandler af EC Powers mikrokraftvarmeanlæg.
Som en del af aftalen indretter Bergquist et showroom, hvor teknologien kan præsenteres for kunder, og hvor medarbejdere kan blive oplært i anlæggene.
»Med partnerskabet udvider Bergquist sin rolle fra at distribuere udstyr til også at tage teknisk lederskab og udvikle markedet for mikrokraftvarme. Det giver lokale forhandlere mulighed for at være med på markedet for lokal strømproduktion, med fuld teknisk og kommerciel support fra Bergquist hele vejen igennem,« lyder det i pressemeddelelsen, hvor Bjarne Bogner, grundlægger og direktør for EC Power, desuden udtaler:
»For mere end 30 år siden blev EC Power grundlagt med troen på, at effektiv og decentral energiproduktion kunne spille en vigtig rolle i fremtidens energiforsyning. At se den vision brede sig til det amerikanske marked sammen med en partner som Bergquist gør mig stolt. Deres vilje til at opbygge en struktureret og langsigtet tilgang til markedet afspejler de samme værdier, som har drevet EC Power siden starten.«
»I takt med at propanbranchen udvikler sig, spørger vores kunder os om hjælp til at løse deres energiudfordringer. EC Power har mange års erfaring med kraftvarme i praksis, og de forstår, at forudsætningen for, at teknologien kan blive udbredt i USA, er, at forhandlerne får den rette oplæring og support,« siger Lauren Clark, direktør for Bergquist Inc.
EC Power forklarer i pressemeddelelsen, at propanforhandlere har en særlig rolle i det amerikanske energimarked. De betjener ofte områder uden for det almindelige elnet, og de har typisk tætte og langvarige relationer til deres kunder inden for opvarmning og nødstrøm. Med partnerskabet kan EC Power trække på det netværk, så det bliver lettere at nå nye kunder i USA.
»Bergquist behandler ikke vores teknologi som et produkt, de bare sælger videre. De er med til at opbygge den viden og de kompetencer, der skal til for at støtte forhandlere og kunder hele vejen igennem. Det gør, at vi kan vokse ansvarligt og samtidig sikre høj kvalitet. Sammen åbner vi et stort marked i USA, som indtil nu har været svært at komme ind på,« siger Anders Thorsen, direktør for EC Power Inc.
For at styrke satsningen har Bergquist oprettet et nyt team, Marketer Growth Solutions, der skal hjælpe forhandlere med at udvikle sig til lokale energileverandører gennem rådgivning og teknisk support.
læser
Nu er der hjælp til beboerne omkring Vesterbro Torv – i hvert fald for en stund: »Jeg forstår godt, at de er rigtig trætte af det«
lige nu