Parcelhusgrund midt i etableret kvarter kan blive din for 450.000 kroner
»En attraktiv landsby med et stærkt lokalsamfund og gode rammer for børnefamilier,« lyder det i kommunens salgsopslag.
Glem alt om en vindomsust mark endnu uden naboer, uden hække og med lange udsigter til opvokset beplantning.
Den parcelhusgrund, som Favrskov Kommune netop har sat til salg, ligger nemlig solidt placeret i et særdeles etableret kvarter.
Grunden, der er 911 kvadratmeter stor, har oprindeligt været legeplads i forbindelse med den gamle byskole. I dag står den tom.
På grunden kan opføres et enfamiliehus.
Adressen er Skolemestervej 2A i den lille landsby Farre tæt ved Hammel.
»Farre er en attraktiv landsby med et stærkt lokalsamfund og gode rammer for børnefamilier. I byen findes den integrerede børneinstitution Børnely, og der er cykelsti til Søndervangsskolen i Hammel. Samtidig er der kun 10 km til Hammel, hvor der er gode indkøbsmuligheder, fritidsaktiviteter og svømmehal,« lyder det i salgsopslaget fra Favrskov Kommune, som også skriver:
»Lave udgifter til fjernvarme og fornuftige priser på daginstitutioner gør Farre til et attraktivt sted at bosætte sig som børnefamilie.«
Farre ligger 15 km fra motorvejen ved Låsby. De større byer Aarhus, Silkeborg, Randers og Viborg kan nås inden for cirka 45 minutter.
Grunden er udbudt til en mindstepris på 450.000 kroner inkl. moms.
Byggegrunden er i udbud fra 1. juli til 26. august klokken 12.00. Vil man byde på grunden, skal det ske inden budfristen.
læser
Dennis kæmpede og kæmpede, men nu har han tabt kampen mod ALS: Han døde i hjemmet omgivet af sine nærmeste – 44 år gammel
lige nu