Claus Hommelhoff sælger sin penthouse-lejlighed for næsten 40 mio. kr.
Salget skulle være den tiendedyreste lejlighedshandel i Danmark nogensinde og den næstdyreste i Jylland.
Formuepleje-stifter Claus Hommelhoff har solgt sin penthouselejlighed i Lighthouse på Aarhus Ø for 38,5 millioner kroner.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Salget placerer sig ifølge ejendomsanalyseplatformen Resights som den tiendedyreste lejlighedshandel nogensinde i Danmark og den næstdyreste i Jylland. P-pladser er dog solgt separat.
Lejligheden ligger i Promenadehuset ved Lighthouse, breder sig over hele 10. sal og rummer omkring 432 kvadratmeter, hvilket gør den til en af de største lejligheder på Aarhus Ø.
Claus Hommelhoff har ifølge Århus Stiftstidende købt en villa på Nordre Strandvej i Risskov for 17.750.000 kroner og flytter blandt andet for at få have til familien.
»Vi har en fodboldglad dreng og en legesyg hund, som begge gerne vil have en græsplæne at boltre sig på,« siger Claus Hommelhoff til Århus Stiftstidende.
læser
lige nu