Fortsæt til indhold

Hjælpen kan være længe undervejs – nu bliver Anholt test-ø: »I en akut situation er det en kæmpe ressource at have i baghånden«

Et nyt digitalt tiltag skal gøre det lettere at inddrage frivillige, hvis der opstår alvorlige hændelser på danske øer. Løsningen hedder Trygge Øer og testes for første gang på Anholt i uge 29-31.

Samfund
jro

Om sommeren vokser Anholts befolkning fra 126 fastboende til omkring 3.500-4.500 personer. Det øger antallet af mennesker, der potentielt kan komme til skade eller blive syge, mens hjælpen fra fastlandet kan være flere timer undervejs.

Siden 2020 har det lokale beredskab derfor opfordret besøgende med kompetencer inden for sikkerhed og sundhed til at melde sig til øens Gæsteberedskab.

Blandt de frivillige er blandt andre læger, sygeplejersker og brandmænd, som kan hjælpe ved eksempelvis naturbrande og større ulykker.

»Der er tre timers sejlads fra fastlandet til Anholt, så i en akut situation er de frivillige en kæmpe ressource at have i baghånden. Heldigvis er det gået rigtig godt – i højsæsonen har vi i gennemsnit 40 frivillige tilmeldt, som vi kan trække på,« siger Morten Abildstrøm, brandfoged og stationsleder hos Beredskab & Sikkerhed på Anholt, i en pressemeddelelse fra Beredskabsforbundet og TrygFonden.

Med Trygge Øer bliver det muligt for besøgende med relevante faglige kvalifikationer at tilmelde sig en app. Beredskabet kan derefter hurtigt alarmere de frivillige, hvis der opstår en akut situation.

Trygge Øer er etableret i et samarbejde mellem Beredskabsforbundet og TrygFonden. Formålet er at supplere det eksisterende beredskab på øer, hvor hjælpen fra fastlandet kan være længere undervejs.

»Trygge Øer skal først og fremmest ses som en mulighed for at øge antallet af hænder, hvis der opstår en alvorlig situation. Det er ikke en erstatning for de lokale kræfter, der allerede gør en vigtig indsats, men et supplement til det eksisterende beredskab, der skal sikre hurtigere hjælp, når der er brug for det,« fortæller Carsten Iversen, udviklingschef i Beredskabsforbundet.

Udvalgt gruppe

I testperioden skal en udvalgt gruppe afprøve, hvordan appen fungerer i praksis, hvordan aktiveringen opleves, og hvordan de frivillige, det lokale beredskab og beredskabet på fastlandet bedst arbejder sammen.

»Trygge Øer tager i høj grad udgangspunkt i den eksisterende kultur på øerne, og forhåbentlig kan vi – ved at systematisere og sætte strøm til – få flere til at træde hurtigt til og dermed spare værdifulde sekunder i kritiske situationer som for eksempel brand og akut opstået sygdom,« siger Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden.

Efter testen på Anholt bliver det senere muligt for alle at downloade appen.

Forskere på Præhospitalet i Region Midtjylland følger projektet med henblik på, at projektet kan videreføres på andre danske øer, hvis det viser sig at være en succes.

Trygge Øer gennemføres i samarbejde med Præhospitalet i Region Midtjylland og Østjyllands Brandvæsen.

Se video: